Ørsted Kro: tlf: 60 18 77 98 - info@oerstedkro.dk

Ørsted Kro:
tlf: 60 18 77 98
info@oerstedkro.dk

Forside Blog Side 15

Kulturen hitter på Ørsted Kro og Kulturhus – 650 har købt billetter til arrangementer, men du kan nå det endnu.

0

EN DEJLIG MÅDE AT ØNKE GODT NYTÅR PÅ TIL ALLE VORES DELTAGERE I ARRANGEMENTERNE PÅ ØRSTED KRO: Aldrig før har Ørsted Kro’s Venner kunnet tilbyde så mange kulturelle arrangementer på vores kro som i denne vinter og forår. Og aldrig før har interessen været så stor. Dejligt, at kulturen hitter på Ørsted Kro og Kulturhus. 650 har i januar allerede været eller har købt billetter til de arrangementer, der i øjeblikket er åbne for billetsalg. Så stor interesse har arrangøren, Ørsted Kro’s Venner, ikke tidligere oplevet. Men selv om så mange allerede har sikret sig adgang til kulturen på vores kro, kan du nå det endnu. Se her på hjemmesiden ved de enkelte arrangementer, hvordan du gør, og hvornår det er sidste frist for tilmelding og køb af billetter.

Ørsted foreslås til “Landsbyprisen 2019”

0

Den aktive landsby, Ørsted foreslås til ”Landsbryprisen2019” af en arbejdsgruppe i  Ørsted. Byen kom virkelig på landkortet, da byens borgere overtog Ørsted Kro på folkeaktier i 2013. Siden er den ved frivillig arbejdskraft blevet total renoveret til både kulturhus og egentlige krodrift. Begge dele er i dag en stor succes med mange tusinde gæster hvert år. Det har medført en række andre nyskabelser i Ørsted.

Aktiviteterne har aldrig været større endnu
Aktiviteten i nyere tid har aldrig har været større end nu. Det kan ses mange steder i byen, der også i de seneste fem år uafbrudt har formået at stabilisere befolkningstallet på omkring 1464. I år har der for første gang således måttet oprettes to 0-klasser på grund af tilflytningen af børnefamilier.

Butikker bevaret – de tomme udnyttes
I Ørsted er det også lykkedes at bevare butikkerne.  Samtidig er årelange, tomme butiksvinduer blev udnyttet til informative formål om Ørsted. På byportaler ved indkørslerne til Ørsted kan man se, hvad der sker i ”en glad by”, som er det nye slogan for byen. Med borgernes overtagelse af den 142 år gamle kro blev byen landskendt, som ”Landsbyen, der ikke vil dø” i en række udsendelser i TV2.

Smukkere by: Blomster, sommerfugle og senere bænke
I år har borgere fra bl.a. Ørsted Borger- og Handelsstandsforening og Ørsted Kro’s Venner gjort landsbyen kønnere med opstilling af over 50 mælkejunger med blomster langs  byens indfaldsveje og hængt sommerfugle op i hele byen. Ørsted vil nemlig også være de truede sommerfugles by. Et sommerfuglebed er anlagt i det grønne område, ”Bag kroen”. Her har en lokal gruppe lavet legeplads og opstillet skulpturer, lavet af lokale håndværkere. Dertil kommer frivilliges anlæggelse af et naturområde i forbindelse med etablering af et regnvandsbassin i Tangkæret og ”Liv i bakkerne” med vandrestier, discgolf, mountainbike-bane, madpakkehus og shelters.

Aktivitetsklub for småbørn og skaterbane
Desuden arbejder mødre nu med at lave an aktivitetsklub for småbørn, og fædre vil lave en skaterbane. I år så den første Børnekulturfestival i Ørsted dagens lys med omkring 1000 deltagende børn og voksne. Den gentages i 2019.

Glade bænke i en glad by og frivillig-cafe
Næste skridt er en nært forestående opstilling af specialfremstillede  og farvestrålende metal-bænke i byen, åbning af en frivillig cafe, etablering af en hundepark og meget andet. Alt sammen for at leve op til sloganet: ”En glad by”.

Indstilling den 15. januar Afgørelser den 27. marts
Det er en arbejdsgruppe med formanden for Ørsted Kro A/S, Dag Kristiansen og formanden for Ørsted Kro’s Venner, Tove Hjort Jensen, i samarbejde med Ørsted Borger- og Handelsstandsforening, der har bragt Ørsted i forslag til ”Landsbyprisen 2019”. Senest den 15. januar skal Region Midtjylland have forslag til Landsbyprisen 2019, der er på 150.000 kr. Den 27. marts falder afgørelsen i Regionsrådet for Midtjylland.

 

Fornøjelig julebanko med mange flotte præmier på Kulturtorsdag på Ørsted Kro

0

Det blev en rigtig fornøjelig gang julebanko på Kulturtorsdagen torsdag den 13. december på Ørsted Kro. 65 deltagere koncentrerede sig om pladerne efter en indledende julesalme. Bagefter var der en dejlig juleret: Hamborgryg og grønlangkål fra Janne Simonsens krokøkken.

Der har været en del opfordringer 0m, at Kulturtorsdag skulle lave bankospil. Hvad er bedre end at kombinere det med julen. Nej vel. Det viste Kulturtorsdagen i hvert fald.

De gav præmierne
Og så havde de forretningsdrivende – både i og Uden for Ørsted –  doneret meget fine præmier. Giverne var:

Centrumsalonen, Ørsted Bageri, Birk og Borst El, Folkeuniversitetet, Fodterapeut Lene Melin, Stenalt Gods, Sparekassen Kronjylland, Norddjurs Bilcenter, Djurslands Bank, CAD Old Timer, Sparekassen Djursland, Slagter Drachmann Allingåbro, Fjordcenteret, Spejderne i Ørsted, Realmæglerne, Ørsted Bio, Blomsterbutikken i Allingåbro, Randers FC, Madsens Taxi, Spar i Ørsted, Letkøb i Ørsted og Ørsted Kros Venner.

TAK FOR DET!

Næste gang: Det gamle Ørsted – den 10. januar
Næste Kulturtorsdag er den 10. januar 2019 kl. 10.00. Efter den store succes tidligere kommer – på opfodring – Ejvind Nielsen fra Rougsø Lokal Historiske arkiv i Vivild og fortæller og viser billeder fra det gamle Ørsted. Som sædvanligt tilmelding på telt. 29 11 71 93 (Tove Hjort Jensen) eller 86 48 86 75 (John Kirkegaard) senest søndag den 6. januar 2019.

Gæster helt fra Skive til endnu en succesfuld kunstudstilling på Ørsted Kro

0

85 i Ørsted svarer til 20.000 i Århus eller 3600 i Randers

Det var ikke kun Ørsted-borgere, der gæstede kunstudstillingen på Ørsted Kro søndag den 11. november. Der var besøgende også fra bl.a. Randers og Århus og endda helt fra Skive. Det vender vi lige tilbage til. I alt var der omkring 85 gæster, der fik sig en dejlig oplevelse med både malerier og musik. Det gav rigtig mange udtryk for. Er 85 så mange eller få? Ja, omregner vi det, svarer det til 5-6 % af Ørsteds indbyggere. Hvis vi skal omsætte det til Århus-tal, så vil det svare til omkring 17.000-20.000 i Århus og 3600 i Randers, der skulle komme til en tilsvarende kunstudstilling der. Så det er ikke så ringe endda!

International kunst bliver hængende i Ørsted Kro’s store sal efter kunstudstillingen den 11.november

0
Niels Jørgen Pedersen, Anni Reintoft og kunstneren, Bente Elisabeth, foran “Flowers of joy” i Ørsted Kro’s sal.

Nu vil alle, der kommer i Ørsted Kro’s store sal, få glæde af den internationale kunst, der blev udstillet i salen søndag den 11. november. Bente Elisabet fra Knebel, der udstillede mange af sine værker på kroen, er kendt i det store udland med 70 udstillinger bag sig i bl.a. New York, Washington, Indien, Belgien, Norge, Island, Grønland og Danmark. To af udstillingens besøgende blev så begejstrede, at de på stedet donerede en lejeaftale for et år af et af kunstnerens markante værker. Det er bestyrelsesmedlem i Ørsted Kro’s Venner, Niels Jørgen Pedersen og aktivisten, Anni Reintoft. Det farvestrålende “Flowers of joy”, hænger nu på endevæggen til venstre for scenen og lyser op.

 

 

I kanaler og til havs med to lokale sejlere på Kulturtorsdag

0

Der var noget nær rekord-tilslutning til foredraget på Kulturtorsdag den 8. november på Ørsted Kro. 84 mennesker deltog og fik sig en rigtig fin oplevelse med de to lokale sejlere, Toni og Peter Moeskjær. Vi kom på to dejlige sejlture – først ad Göta Kanalen og derefter via Kielerkanalen til Amsterdam.

Kompliceret at sejle ad kanaler
Det at sejle ad kanaler er bestemt ikke så lige en sag. Der skal tages hensyn til mange ting, når man med sejlbåd skal gennem de mange og ofte smalle sluser. Pladsen er ofte trang, og der er mange regler for sejlads på kanalerne. Mange billeder illustrerede det, og de to foredragsholdere var rigtig gode til at sætte ord på – også på forberedelserne til foredraget.

Skilsmisse-kanalen
– Gøta Kanalen bliver også kaldt skilsmisse-kanalen, fordi ægtepar virkelig kan komme op at skændes om, hvad de skal gøre og ikke gøre under den komplicerede sejlads. Det gjorde vi dog ikke. Det var værre, da vi skulle forberede os på denne dag. Hvad skulle med, og hvad skulle ikke med, sagde Peter Moeskjær.

Denne 11. Kulturtorsdag var altså en stor succes. Dagen begyndte og sluttede med en sømandssang. Og så var der selvfølgelig en dejlig skipper labskovs og kage og kaffe på menuen. Næste Kulturtorsdag den 13. december kl. 10 er med jule-banko.

Tilmelding som sædvanligt på telefon 29 11 71 93 eller 86 48 86 75 eller kultur@oerstedkro.dk 

Lis og Per og fem andre Kulturtorsdage på Ørsted Kro

0

Lis og Per og fem andre Kulturtorsdage i Ørsted

600-700  mennesker har været til de ti første Kulturtorsdage på Ørsted Kro. Det har været en succes med disse sociale arrangementer. Nu fortsætter Ørsted Kro’s Venner med seks nye Kulturtorsdage. Et af arrangementer bliver med den populære Dansk Top-duo, Lis og Per. De kommer til kroen  den 14. marts.

Har indspillet 700 sange, bl.a. “Vore aller bedste år”
Lis og Per har indspillet 700 sange, og ikke mindre end 37 gange har de ligget nr. 1 på den tidligere Dansk Toppen. Deres mest kendte sang er nok ”Vore aller bedste år”

Toni og Peter Moeskjærs sejlerliv
Men allerede  torsdag den 8. november starter sæsonen 2018-19 med to lokale mennesker  foran mikrofonerne og billederne på skærmen. Det er læge Toni Moeskjær og hendes mand, tandlæge Peter Moeskjær, der vil fortælle om deres sejlerliv. De har udvalgt tre sejlture: Göta Kanalen i Sverige 2016, Kielerkanalen i Tyskland til Amsterdam 2017 og en tur til Gdansk i Polen i 2018.  Spændende beretninger for både sejlere og landkrabber.

Julebanko den 13. december
Mange af deltagerne i Kulturtorsdag har efterlyst bankospil. Det bliver der den 13. december, nemlig julebanko. Måneden efter i januar, den 13., kommer Ejvind Nielsen, lederen af Rougsø Lokalhistoriske Arkiv og Museum i Vivild og viser film, billeder og fortæller om et endnu ikke fastlagt emne. Det var en stor succes, da han sidst viste film fra bl.a. flygtningelejren i Hevring lige efter 2. Verdenskrig. Og så kommer som nævnt Lis og Per den 14. marts.

Jens Jørgen Refshauge: Til lansa, til vands og i luften
Torsdag den 11. april er det den tidligere sognepræst i Ørsted, Jens Jørgen Refshauge, der træder op. Temaet for hans foredrag er ”Til lands, til vands og i luften”. Og så slutter denne sæson af Kulturtorsdagene med fællessang den 9. maj med som sædvanligt Ernst Bøye ved klaveret og måske på harmonika. Hvem ved.

Frivilligrådet støtter
Grundlaget for, at Kulturtorsdagene om formiddagen på Ørsted kro har kunnet gennemføres for 100 kr. – inklusiv middag og kaffe, fællessang og underholdning – har været tilskud fra Norddjurs Kommune, Lions Club Svanerne og Genbrugsen. I den nye sæson er det det kommunale Frivilligråd, der økonomisk sikrer gennemførelsen.

Fornøjelig fortælle-cafe på Kulturtorsdag den 11. oktober på vores kro

0

Det blev en ret så fornøjelig fortælle-cafe – for nu at blive i fortællernes sprog – på Kulturtorsdagen den 11. oktober på Ørsted Kro. 40 mennesker hørte på de to meget underholdende fortællere, Helle Kjær Kappel og Anna Grethe Bech, begge fra Århus.

De kunne virkelig fortælle gode historier
Selv om de ikke var meget for at blive kaldt professionelle fortællere, så var det helt klart for alle, at her sad vi foran to kvinder, der virkelig kunne kunsten at fortælle gode historier. En dejlig oplevelse at være i krostuen sammen med dem i stedet for at sidde foran en af vores mange skærme.

Kvinder, der kunne snyde mændene
Emnet var netop “Kvinder på kanten”. Kvinder, der i gamle dage havde narret og snydt mændene. For at nævne et par, var en af historierne af Martin Andersen Nexø, som Helle Kjær Kappel fortalte. En gårdmandsenke, der blev gift med en ung drukkenbolt, som hun tog grusom hævn over.

Vestjysk dialekt vekslede med rigsdansk
En anden var af folkeminde-samleren Evald Tang Kristensen, som Anna Grethe Bech fortalte på vestjysk dialekt. Den handlede om tre kvinder i en landsby, der virkelig snød deres mænd og fejrede det med en pæl brændevin på den lokale kro. En fin vekselvirkning mellem rigsdansk og dialekt.

Sang og tæt samvær
Og så fik de os med til at synge omkvædet på et par sange, som de også diverterede med.
Tilføjes kan det så, at de to fortællere nød det tætte samvær med os i den fyldte krostue. En anderledes og rigtig fin Kulturtorsdag på en måde, som vi ikke tidligere har oplevet.

Fortsætter den 8.november
Kulturtorsdag i den ny sæson fortsætter den 8. november kl. 10 med Toni og Peter Moeskjær, der vil fortælle om deres sejlerliv. Tilmelding på kultur@oerstedkro.dk eller Tove Hjort Jensen telt. 29 11 71 93 eller John Kirkegaard telt. 86 48 86 75. Prisen er 100 kr. for foredrag og middag.

Lis og Per til Kulturtorsdag på Ørsted Kro

0

Et af de store trækplastre til en ny sæson med Kulturtorsdage på Ørsted Kro bliver uden tvivl besøg af duoen Lis og Per. De har jo i en menneskealder underholdt det ganske land med deres sange. De kommer til Kulturtorsdag den 14. marts næste år. Mere om hele programmet følger.

Hør gode historier om kvinder på kanten på Kulturtorsdag den 11. oktober

0

 

Den ældgamle tradition med at fortælle en god historie går aldrig af mode. Heller ikke i dag trods de mange medieplatforme. Tværtimod, kan man sige. Der er ikke noget, som at være sammen med et menneske, der kan fortælle en god historie.

 Derfor tager Kulturtorsdag på Ørsted Kro fortælle-traditionen op den 11. oktober, når to østjyske fortællere kommer på besøg. Emnet for deres historier er ”Kvinder på kanten”.

To aktive og rutinerede fortællere
Det er Helle Kappel Kjær og Anna Grethe Bech. Begge aktive i Ry Fortællekreds og Fortællere i Østjylland, der kommer ti Kulturtorsdagen. De deltager begge i en række fortælle-arrangementer i sognegårde, på biblioteker og på cafeer rundt omkring i landet. De mødes også jævnligt med andre fortællere for at inspirere hinanden.

 

Hør om Kvinder på kanten
Deres fortælleprogram i Ørsted er som nævnt ”Kvinder på kanten”. Det vil sige kvinder, der har sprunget flinkeskolen over og er gået egne veje. Vi skal høre om kvinder, der prøver at narre mændene, eller kvinder, der selv sætter dagsordenen. Der er også litterære tekster, omformet til mundtlige fortællinger, af bl.a. Martin Andersen Nexø.

Fra underviser i gymnasiet til fortæller

Helle Kappel Kjær er uddannet cand. mag i dansk og russisk og har i hele sit voksenliv undervist i gymnasiet, indtil hun gik på pension for nogle år siden. Derefter begyndte hun at fortælle. Springet fra at have undervist i litteratur og til at fortælle har derfor ikke været stort, fortæller hun.

Kærlighed til den gode fortælling
-Der ligger mange dejlige, finurlige og dramatiske historier, der bare venter på at slippe ud i et fælles rum af fortæller og lyttere,  siger hun. Ligesom Anna Grethe Bech er hun en meget levende fortæller.

Anna Grethe Bech er også cand. mag, nemlig i dansk og fransk og har også undervist i gymnasiet i mange år:

– Det har givet mig kærlighed til den gode fortælling. Det at fortælle er en helt særlig vej til at dele noget med andre mennesker – noget dybt, sjovt eller alvorligt, fortæller hun.

Sidste frist for tilmelding den 7. oktober
Sidst frist for tilmelding til fortællingerne om kvinder på kanten på Kulturtorsdagen på Ørsted Kro er søndag den 7. oktober på kultur@oerstedkro.dk Betalingen på 100 kr. for underholdningen og middag er sker ved indgangen den 11.oktober.