Ørsted Kro: tlf: 60 18 77 98 - info@oerstedkro.dk

Ørsted Kro:
tlf: 60 18 77 98
info@oerstedkro.dk

Forside Blog Side 17

Atter en succes: Fulde huse til sommeråbent på Ørsted Kro – Mange hundrede gæster

0

Årets sommeråbent på Ørsted Kro er sluttet. Det har været en kæmpe succes med mange hundrede gæster.Trods den helt usædvanlige sommervarme har folk ståeti kø for at få stegt flæsk, helstegt pattegris fra grillen eller sommerbuffet. Sommerens rekord var 250 til stegt flæsk på een aften. Alt var optaget i salen, restaurant, krostue og gårdhaven. Gæsterne er kommet og kommer fra hele Østjylland og sommerhusområderne på Norddjursland.

Nu fortsætter krovært Janne Simonsen med tre slags forskellige slags stegt flæsk for 139 kr. hver torsdag fra kl. 18-21 og helstegt pattegris den første fredag i hver måned – også for 139 kr. med mange slags tilbehør.

Det anbefales at reservere bord på forhånd, hvis du vil sikre dig plads på den kendte kro. Det kan sker på telf. 87 50 89 50 eller info@oerstedkro.dk 

NYT BRAND FOR VORES BY: Børnekultur-festival Bag kroen i Ørsted en kæmpesucces med op mod 1000 børn og voksne

0

KLIK PÅ BILLEDERNE SÅ BLIVER DE STØRRE…….

Børnekultur-festivalen bag Kroen i Ørsted den 2. og 3. juli overgik selv de dristigste forventninger. Op mod 1000 børn og voksne deltog i to dage i de mange aktiviteter. Ikke uventet blev Sigurd Barret det store hit, da han som den musikalske og meget professionelle kunstner sluttede af tirsdag eftermiddag. 3-400 fulgte ham og levede med og deltog i hans fortælling om Danmarks historie. Sigurd Barret gør virkelig en kulturel indsats med mening i.

Påstanden om børnenes historie-løshed holder ikke stik
Fantastisk så meget børnene vidste om kong Valdemar og mange andre ting om vores historie. Så påstanden om, at børn og unge i dag er historieløse, blev på det kraftigste modbevist. Og så gjorde det jo ikke noget, at han roste Ørsted for de mange aktiviteter for at overleve som landsby med 1500 indbyggere.

En dronning af format
Forud var gået mange andre og meget underholdende ting. Dronningen af Ørsted (Lone Hegnet) åbnede festivalen mandag kl. 10 i sit flotte dronning-kostume for 150 deltagere. Hun gjorde det virkelig flot og inddrog publikum – ikke mindst børnene. Og så har hun en diktion, der er Dronning Margrethe værdig.

Dejlig småbørns-rytmik
Derefter gik det slag i slags med Annette Møs’ fremragende småbørnsrytmik – først for de 1-3-årige derefter for de 3-6-årige. Ind imellem Hevring Amatør Teater Scenes Teatersport. Børnene tog selv for sig af udklædningsgenstandene, blev malet i ansigterne og indtog derefter den store scene med selvopfunden teater og musik til lejligheden. De var virkelig opfindsomme og morerede sig rigtig godt. Herligt.

Teater og tivolifest
Der var koncert med “Tivolifest” æsken for de 3-10-årige og ikke mindst til sidst på mandagens program, Babulja. Fire mænd, der med stor musikalitet fik de mange børn med sig i dans og sang.

Børnene var virkelig aktivt med
Tirsdagen startede med teaterforestillingen, “Mellem himmel og jord” for de 1-3 årige og derefter for de 3-6-årige. Endnu en oplevelse for børnene, der som i alt andet var med i aktiviteterne. Det var netop formålet med Børnekultur-festivalen, at få børnene aktivt med.

Ponyridning, ansigtsmaling og reaktionsprøver
Inden Sigurd Barret gik på, optrådte to mænd i flotte klovnekostumer med “Hov Hov….NÅ”. Også en succes. Det var alle indslagene. Også ponyridning ved Ørsted Rideklub, reaktionsprøver, som Ørsted KFUM stod for, ansigtsmaling ved Ørsted Bibliotek, hvor der var kø fra start til slut. Samtidig underholdt organist Henrik H. Madsen med sang og musik. Og så var også Ørsted Idrætsforenings gratis uddeling af slush ice og Djurslands Banks hoppeborg også i toppen af hitlisten

Kun takket være de mange frivillige
Kun takket være de mange frivillige hjælpere kunne denne børnekultur-festival lade sig gøre. Selvfølgelig også med økonomisk tilskud fra Norddjurs Kommune og La Cour Fonden i Pindstrup. Bibliotekar Birgitte Diemer Sørensen fik i sin tid ideen. Den bliver gentaget næste år med de erfaringer, vi har fået i år. Ørsted har vist, at det ikke kun er en glad by for de voksne, men i høj grad også for børnene. Et godt brand.

TIL LYKKE med det. Vi kan, det vi vil her i byen, har vi vist ved mange lejligheder.

Ørsteds glade bænk blev prøvesiddet – fire mere bestilles – Flotte butiksvinduer med billeder fra vores område

0

Ørsteds nye bænk blev prøvesiddet på Polden

(klik på billederne, så de bliver større)

Så er der glade bænke på vej til Ørsted. Den første blev ivrigt afprøvet på Polden i lørdags, da forskønnelsen af Ørsted blev markeret. 150-200 mennesker deltog i den hyggelige komsammen med gratis rundstykker fra Ørsted Bageren og kaffe. Mørch teknik i St. Sjørup nåede netop at få bænken færdig til denne lille folkefest. Nu bestilles der fire mere.

Ørsted lever op til sit nye slogan, ”En glad by”
Bænkene skal males i glade farver og stilles op forskellige steder i byen, så Ørsted indbyggere og besøgende kan få sig en lille snak og forhåbentlig blive gladere. Dermed kan Ørsted leve op til sit nye slogan, ”En glad by”.

Godt samarbejde i Ørsted

Formanden for Boger og Handelsstandsforening, Peter Jensen, markerede byens forskønnelse i sin tale og takkede bestyrelserne for Ørsted Kro og Ørsted Kro’s venner for det fine samarbejde om at gøre byen gladere at være i. Den nye flagalle var i brug for første gang, og på dagen kunne de mange mennesker glæder sig over blomsterne i de 50 mælkejunger, de 30 sommerfugle ophængt forskellige steder, udsmykningen af de tomme butikker og det sidste nye: Smukke billeder fra Ørsted-området, klæbet på butiksruderne Rougsøvej 116. Det er den tidligere slagterforretning.

 

Fire præmieret for flotte fotos
Det blev udtrukket fire vindere af foto-konkurrencen om disse billeder, nemlig Lone Hegnet, Rikke Kusk, Kris Kristensen og Lars Jørgensen.

Flotte butikker viser aktiviteten i Ørsted
Og så er der jo alle de andre flotte butiksvinduer: Rougsøvej ved siden af kroen med udstillinger fra bl.a. , Ørsted Kro, Sparekassen Kronjylland, Djurslands Bank, biblioteket, Ørsted KFUM, Ørsted Idrætsforening, spejderne, Ørsted Amatør Teater. Alt sammen viser den store aktivitet i Ørsted på mange områder.

Gæsterne i byen begejstret
Udsmykningen af Ørsted til en gladere ny har da også i de senere dag vakt begejstring hos både lokale beboere og gæster ude fra. – Det er da fantastisk, hvad I kan i Ørsted, lyder det fra gæster i byen.

Så gælder det bænkene
Næste fase bliver så opstillingen af de fem nye bænke i glade farver. Ørsted Kirkes menighedsråd har meldt sig som vært for en bænk, der skal være knaldrød. En kyssebænk, kalder graver Frank Gjesing den.

 

Børnekultur-festival på mandag den 2. og tirsdag den 3. juli Bag Kroen med bl.a. SIGURD BARRET

0

Lige så snart fejringen på Polden af “Ørsted – en glad by” er forbi lørdag den 30 juni, inden den næste fest starter i Ørsted. Det er en stor Børnekultur-festival “Bag Kroen”. Formålet er både at give børnene oplevelser af høj kvalitet med musik og teater samtidig med, at de selv bliver aktiveret og deltager. Det er Ørsted Bibliotek, der er arrangør sammen med en række foreninger – bl.a. Ørsted Kro’s Venner – og institutioner i Ørsted og en række frivillige. Børnekultur-Festivalen starter begge dage kl. 10 og varer til kl. 15. Mandag den 2. juli bliver festivalen åbnet af “Dronningen af Ørsted”. Mere info følger.

Klik på plakaten og se programmet.

Vennerne fra Ørsted blev nummer 3 i bysang-dysten i Hevring

0

En festlig aften i Blåhvalen i Hevring fredag den 15. juni, hvor “Vennerne” fra Ørsted blev nummer 3 i bysang-dysten sammen med Udby. Ud af 9 byer blev St. Sjørup velfortjent nummer 1, Vivild nr. 2 og altså Ørsted og Udby på en delt 3. plads efter afstemning blandt publikum.

Fin Kulturtorsdag med historiske film og billeder

0

Over 100 mennesker (ny rekord) til Kulturtorsdagen den 14. juni på Ørsted Kro fulgte med stor interesse visningen af de historiske film og billeder fra 1945. Dels fra flygtningelejren i Hevring, hvor der i over et år var 750 tyske flygtningen.  Dels fra tyskernes forsvarsværker i Udbyhøj. Også en film fra lukningen af Ørsted Mejeri i 1996 var en oplevelse. Her kunne vi kende de medvirkende, nemlig de ansatte på Ørsted Mejeri. Og så var der jo billeder fra det gamle Ørsted.

Ejvind Nielsen forstod virkelig at formidle fra de historiske billeder. Læg mærke til forskellen på de tre vinduer med de nye mørkelægningsgardiner, mens gardinet ved det fjerde vindue ikke er rullet ned. (klik på billede for at gøre det større)

Veloplagt Ejvind Nielsen
Alt sammen leveret af en veloplagt Ejvind Nielsen, Leder af Rougsø Lokalhistorisk Arkiv og Museum. En meget fin Kulturtorsdag – arrangeret af Ørsted Kro’s Venner. Den viste den store interesse for den lokale historie. Dette emne er der mange muligheder i til senere arrangementer. Det er derfor nok ikke sidste gang, at lokalhistorie er på programmet.

Nye mørkelægningsgardiner i salen  takket være sponsorer – For 73 år siden rev man dem ned…..
Et sjovt sammentræf var det også, at mens danskerne den 5. maj 1945 fejrede befrielsen ved bl.a. at rive de forhadte mørkelægningsgardiner ned og brænde dem på gader og veje, så tog vi nye mørkelægningsgardiner i brug på Kulturtorsdagen den 14. juni. Det gjorde det muligt at se de gamle film og billeder tydeligt og klart.

Mørkelægningsgardiner en stor forbedring
De nye – hvide – mørkelægningsgardiner i kroens store sal er virkelig en forbedring. Takket være donationer fra Sparekassen Kronjylland, Genbrugsen i Ørsted, Lions Club Svanerne og ikke mindst firmaet Gardin Lis har det kunnet lade sig gøre. Det har været et længe næret ønske. Så også på det punkt er Ørsted Kro nu på forkant.

Næste Kulturtorsdag – fællessang – den 9. august
Kulturtorsdag holder sommerferie indtil den 9. august. Da er der fællessang på programmet. Her kan deltagerne i Kulturtorsdagen ønske, hvilke sange, der skal synges. Olaf K. Madsen synger for, og Ernst Bøye akkompagnerer.
Og så er der middag og kaffe. PRIS: 100 kr., der betales ved indgangen.

Tilmelding senest søndag den 5. august
Tilmelding som sædvanligt senest søndagen før: Det vil sige søndag den 5. augustkultur@oerstedkro.dk eller 29 11 71 93 eller 86 48 86 75. Også til evt. bustransport.

Også som sædvanligt bustransport (inkluderet i prisen):

9.10 Vivild: Lægehuset
9.20 Allingåbro: Lægehuset
9.25 Allingåbro: Hallen
9.40 Ørsted: Lejerbo.

 

Ørsted er på forkant – også med sommerfugle – gør din have til en sommerfugle-have

0
Formanden for Ørsted Kro A/S og meget andet hænger her en af de farvestrålende sommerfugle op på en af byportalerne ved indkørslen til Ørsted.

Ørsted er på forkant. Også med sommerfugle. Vi har fået en forbundsfælle i Danmarks Naturfredningsforening – eller omvendt. Det vidste vi bare ikke, da vi opsatte 30 farvestrålende sommerfugle i Ørsteds centrum. Det gjorde vi, fordi sommerfugle gør os glade. Det er netop det vi vil: At gøre Ørsted til en glad by, som vores nye slogan siger. Bl.a. på byportalerne til indkørslerne til vores by på huse og i træer og andre steder.

Det viser sig så, at Danmarks Naturfredningsforening har startet en kampagne for at give sommerfuglene overlevelsesmuligheder. De har det nemlig ikke for godt på grund af både gift og gødning på markerne og i vores haver. Gå ind på disse adresser og se, hvad du kan gøre:

dn.dk og flere sommerfugle.dk Her kan du se, hvad du kan din have. Hvilke planter du kan plante og gøre livet bedre for sommerfuglene. Til glæde for os alle.

Foreløbig har 10.000 haveejere meldt sig til. Med vores sommerfugle-ide i Ørsted er det jo oplagt, at så mange som muligt af os gør det samme. Herunder en artikel om initiativet i Ørsted. Den har været bragt i flere medier som f.eks. Jyllands Posten Østjylland og Randers Amts Avis:

Sommerfugle og blomster-junger

gør Ørsted til en glad by

 Sloganet for  Ørsted på Norddjursland med 1500 indbyggere bliver nu ændret fra ”Landsbyen, der ikke ville dø”  (TV2-serie  fra 2014) til i dag: ”Ørsted – en glad by”. Det kan tydeligt ses, så snart man kører ind i byen. To store byportaler ved indkørslerne i nord og syd markerer det. Og man bliver glad af at se ikke mindre end 50 mælkejunger med blomster langs hovedvejen gennem byen og  30 farvestrålende sommerfugle hængt op især i byens centrum.

Det skal gøre os gladere
– Alt sammen for at gøre både beboerne i Ørsted-området, turister og alle andre glade, når de kommer til vores by. Det siger Dag Kristiansen, formand for Ørsted Kro A/S og initiativtager til, at borgerne købte Ørsted Kro i 2013. I dag kan de 580 mennesker, der har købt folkeaktier i kroen, glæde sig over tusindvis af gæster på kroen og en række andre aktiviteter.

Sommerfugle-bed Bag Kroen
– Nogle af dem er blomster i de gamle mælkejunger og sommerfuglene, malet af børn.  Og de rigtige sommerfugle får fine betingelser i Ørsted med anlæggelse af et sommerfuglebed i det grønne område, Bag Kroen. Her anlægger de frivillige Bag Kroen et sommerfugle-bed. Andre aktiviteter er de tomme butiksvinduer, som vi også har i Ørsted, nu bliver taget i brug. I en af dem med en udstilling om Ørsted som et tidligere malkekvægsområde med 400 andelshavere i Ørsted Mejeri. Derfra ideen med blomster-jungerne. I en anden store billeder af den smukke natur omkring Ørsted.

Glade og farvestrålende bænke
–  Meget andet er på vej som f.eks. opstilling af meget farvestrålende og glade bænke. Der er næsten ingen grænser for ideerne, der skal give glæde i Ørsted, siger Dag Kristiansen. 100 forslag er kommet fra borgerne. Det arbejder alle vi frivillige videre med.  Bag projektet – en glad by – står udover Ørsted Kro, Ørsted Borger- og Handelsstandsforening. Overgangen fra ”Landsbyen, der ikke ville dø” til  ”En glade by” markeres med en folkefest i byens centrum lørdag den 30. juni.

Hidtil bedste forestilling på Ørsted Amatør Teater – 125 så “Holkenfelt mysteriet”

0

“Holkenfelt mysteriet” var den hidtil bedste forestilling, som Ørsted Amatør Teater har opført. Det kan denne anmelder slå fast efter at have set alle de tidligere. De dygtige amatørskuespillere bliver bedre og bedre for hver gang. Det gav mange af de 125, der så forestillingerne onsdag den 6 og fredag den 8. juni, da også udtryk for både i ord og handling. De morede sig og klappede fortjent af præstationer på scenen i den sjove forestilling. Til sidst stående applaus.

Det var da også tydeligt, at skuespillerne kunne lide at spille. Derfor kom de virkelig ud over scenekanten på Ørsted Kro.  Handlingen er noget kompliceret, så den vil jeg ikke gentage. Og dog. Forviklingerne opstår, fordi beboerne tror, en af dem utilsigtet har myrdet den højrøvede/rumpede Julie Holkenfelt med nogle sovepiller, som “morderen” har stjålet i alderdomshjemmets medicinskab.

Politi, læge og præst kommer derfor ind i billedet – og Julie Holkenfelts tvillingesøster kommer for at hente sin søster hjem til barndommens gods. Det hele ender selvfølgelig i fryd og gammen. Næsten. Julie Holkenfelt har overlevet, og de andre beboere slipper af med hende. Men nu bliver det så nok en kende kedeligere at bo på alderdomshjemmet

Realistisk og sjovt virkede det også med beboerne på alderdomshjemmet “Aldershvile”, der hele tiden småskændtes og stak til hinanden med hver deres karakter og genvordigheder. Der var mange sjove bemærkninger og indfald.

Jeg vil ikke fremhæve nogle af skuespillerne. Alle gjorde det godt og udfyldte deres roller til perfektion. Jeg kan dog ikke lade være at fremhæve en af de mindste roller, nemlig lægen – spillet af Poul Erik Thomsen. Den rolle fik han rigtig meget ud af og med en diktion og stemmeføring, der var en gammel landsbylæge værdig. Hans vigtigste “instrument” i lægetasken, en lommelærke, gjorde da også sin virkning.

Men herligt at se. Dejligt, at borgernes overtagelse af Ørsted Kro i 2013 har affødt et amatørteater i vores by. Vi glæder os allerede til næste år.

Her er dem, der var med:

Anette Rasmussen, Tanja Bojer, Lene Nielsen, Anette Lykke, Margrethe Boje, Ole Bojer, Jørgen Laursen, Lone Hegnet, Henning Hansen, Jan Larsen, Poul Erik Thomsen, Sofie Jødal.. Instruktør: Jens Jødal, sufflør: Karin Skouboe, lyd og lys: Lars Frandsen, forfatter Jesper Aagaard

Anmelder: Flemming Seiersen

En dejlig og opbyggende mail: Stor ros til Dag, Ørsted Kro og Ørsted by – fra Falster

0

Ørsted Kro og Ørsted by vækker stadig stor opmærksomhed rundt omkring i landet. I dette tilfælde på Falster. Fra Malene Johansen derfra dukkede pludselig denne mail op i indbakken hos formanden for Ørsted Kro A/S, Dag Kristiansen:

“Hej Dag. Jeg hedder Malene Johansen.

Først vil jeg hurtigt skrive, at jeg netop har set TV2-programmet ” Landbyen, der ikke ville dø”. Det er i den forbindelse, jeg skriver til dig. Jeg ved godt, at det er længe siden, programmet kørte på skærmen, men jeg har først haft fornøjelsen af at se det nu.

Flotte, flotte initiativ og kæmpearbejde
Jeg vil – nok som så mange andre har gjort – rose dig for det flotte, flotte initiativ og kæmpe arbejde, du og så mange andre har lavet for at redde jeres landsby og jeres kro/hotel.

Det er helt vildt, hvad sammenhold, fællesskab, tro, håb og drømme kan udrette blot ved at gå med fælles fodslag.

Håber, at alt kører, som det skal
Undervejs i TV-serien tænkte jeg, at det er helt utroligt, du har kunnet overkomme at få hele projektet op at køre. Jeg ved godt, at alt sker ved fælles hjælp, men alligevel. Jeg sidder med håbet om, at alt går, som det skal for kroen/hotellet, og at I stadig har samme drive og gå-på-mod. Det er så vildt, det I har gjort. Jeg sender de varmeste tanker til dig og Ørsted, skriver Malene Johansen.

Netop derfor var det særdeles velfortjent, at Dag Kristiansen af TV2 Østjylland blev udnævnte til Årets Østjyde i 2014.

Hvorfor sender Malene Johansen denne mail?
Hvor sender hun så denne mail – ja, helt fra Falster? Det har vi spurgt hende om. Malene Johansen er 29 år. Hendes svar er meget interessant. Det skyldes nemlig en meget dårlig oplevelse, hun har haft på Ørsted Kro, inden borgerne overtog den i 2013.

Den aften var ikke god for Malene Johansen
Jeg sappede på TV2 og fandt så serien om Ørsted. Den fangede min interesse, fordi jeg faktisk en gang i forbindelse med mit arbejde som Client Manager overnattede på Ørsted Kro – vel at bemærke, inden borgerne overtog den. Jeg husker det som en særdeles frygtelig oplevelse. Først havde kroforpagteren glemt min reservation af et værelse, og det, at få aftensmaden bragt op på mit værelse, var også et stort problem.

En pervers oplevelse at komme ned i krostuen
Til sidst ville jeg så ned i krostuen og have en godnat-drink, men det endte med, at det fik jeg ikke. De lokale drukhoveder var så ubehagelige og perverse i deres retorik, at jeg simpelthen ikke ville sidde dernede. Forpagteren gjorde ikke noget og skred ikke ind. Dagen efter hørte jeg så, at der vist oven i købet havde været slagsmål ved lukketid.

Jeg blev inderlig glad over, at I har gjort noget
Derfor blev jeg så glad, da jeg fandt ud af, at borgerene selv har gjort noget og udrettet alt dette på et sted, som tidligere kørte så dårligt. Det kendetegner alt det, som alle små byer burde stå for – nemlig sammenhold, imødekommenhed, råstyrke og varme til alle. Både lokale, tilflyttere og gæster i byen. Derfor sendte jeg mailen til Dag Kristiansen.

 

4.200 kr. er indkommet: Du kan stadig give et frivilligt bidrag – senest 10. juni – til at gøre Ørsted smukkere og gladere – Se her hvordan

0

Arbejdet er gået i gang med at gøre Ørsted smukkere og gladere i et fællesudvalg af medlemmer af Ørsted Borger- og Handelsstandsforenings bestyrelse og bestyrelserne for Ørsted Kro. Det har mange efterlyst. 50 mælkejunger med blomster er opstillet langs Rougsøvej. Og nu kommer der glade sommerfugle op.

Du kan stadig nå at give et frivilligt bidrag til denne folkesag ved at indbetale et beløb på Ørsted Borger- og Handelsstandsforenings konto: 9334-3341753782 eller Mobilepay 23581. Pr. 1. juni var der indkommet 4.200 kr.

Tak for det!

Klik på billedet her til venstre og se mere. Læs i artiklen herover, hvad der kommer til at ske i Ørsted – især, hvis vi får mange frivillige bidrag. Noget af finansieringen er på plads, men vi mangler stadig penge til det store fælles projekt. derfor denne indsamling, der løber til den 10. juni. På forhånd tak for dit bidrag.