Ørsted Kro: tlf: 60 18 77 98 - info@oerstedkro.dk

Ørsted Kro:
tlf: 60 18 77 98
info@oerstedkro.dk

Hidtil bedste forestilling på Ørsted Amatør Teater – 125 så “Holkenfelt mysteriet”

“Holkenfelt mysteriet” var den hidtil bedste forestilling, som Ørsted Amatør Teater har opført. Det kan denne anmelder slå fast efter at have set alle de tidligere. De dygtige amatørskuespillere bliver bedre og bedre for hver gang. Det gav mange af de 125, der så forestillingerne onsdag den 6 og fredag den 8. juni, da også udtryk for både i ord og handling. De morede sig og klappede fortjent af præstationer på scenen i den sjove forestilling. Til sidst stående applaus.

Det var da også tydeligt, at skuespillerne kunne lide at spille. Derfor kom de virkelig ud over scenekanten på Ørsted Kro.  Handlingen er noget kompliceret, så den vil jeg ikke gentage. Og dog. Forviklingerne opstår, fordi beboerne tror, en af dem utilsigtet har myrdet den højrøvede/rumpede Julie Holkenfelt med nogle sovepiller, som “morderen” har stjålet i alderdomshjemmets medicinskab.

Politi, læge og præst kommer derfor ind i billedet – og Julie Holkenfelts tvillingesøster kommer for at hente sin søster hjem til barndommens gods. Det hele ender selvfølgelig i fryd og gammen. Næsten. Julie Holkenfelt har overlevet, og de andre beboere slipper af med hende. Men nu bliver det så nok en kende kedeligere at bo på alderdomshjemmet

Realistisk og sjovt virkede det også med beboerne på alderdomshjemmet “Aldershvile”, der hele tiden småskændtes og stak til hinanden med hver deres karakter og genvordigheder. Der var mange sjove bemærkninger og indfald.

Jeg vil ikke fremhæve nogle af skuespillerne. Alle gjorde det godt og udfyldte deres roller til perfektion. Jeg kan dog ikke lade være at fremhæve en af de mindste roller, nemlig lægen – spillet af Poul Erik Thomsen. Den rolle fik han rigtig meget ud af og med en diktion og stemmeføring, der var en gammel landsbylæge værdig. Hans vigtigste “instrument” i lægetasken, en lommelærke, gjorde da også sin virkning.

Men herligt at se. Dejligt, at borgernes overtagelse af Ørsted Kro i 2013 har affødt et amatørteater i vores by. Vi glæder os allerede til næste år.

Her er dem, der var med:

Anette Rasmussen, Tanja Bojer, Lene Nielsen, Anette Lykke, Margrethe Boje, Ole Bojer, Jørgen Laursen, Lone Hegnet, Henning Hansen, Jan Larsen, Poul Erik Thomsen, Sofie Jødal.. Instruktør: Jens Jødal, sufflør: Karin Skouboe, lyd og lys: Lars Frandsen, forfatter Jesper Aagaard

Anmelder: Flemming Seiersen

Relaterede artikler

SENESTE ARTIKLER


Se hele kalenderen