Ørsted Kro: tlf: 60 18 77 98 - info@oerstedkro.dk

Ørsted Kro:
tlf: 60 18 77 98
info@oerstedkro.dk

Forside Blog Side 8

Den anden Kim Larsen-aften endnu en succes på vores kro

De gjorde det igen: “Som et strejf af en dråbe” – alias Peter Vildmand, Jan Iversen og Karsten Danielsen. De leverede igen et fantastisk show omkring legenden Kim Larsen fredag den 7. oktober på Ørsted Kro. Sjove fortællinger, krydret med Kim Larsens klassikere.

En aften, der for lang tid siden blev udsolgt meget hurtigt. Det betøde, at 140 gæster kunne nyde dette show, en gentagelse fra 2021. Mange gæster var gengangere. Adskillige af dem spurgte, om vi da ikke kunne gentage det.

– Nu må vi se, om ikke det bliver muligt i 2023 eller starten af 2024 efter en aften med glade gæster, fantastisk underholdning, god mad fra Jannes køkken og friske hjælpere. Det er virkelig VORES KRO, siger Tove Hjort Jensen – formand for Ørsted Kro’s Venner, der stod for arrangementet.

Så igen viste Ørsted Kro, at den også er et kulturhus med tilbud til den lokale befolkning, der ikke behøver at køre hverken til Randers eller Århus for at få en stor kunstnerisk oplevelse.

Ny forpagter af Ørsted Kro vil holde krostuen åben fem dage om ugen

0

 

Forretningsudvalget for Ørsted Kro sammen med den ny forpagter. Fra venstre Tove Hjort Jensen, Sascha Steenfath, Hans Henrik Mikkelsen og Dag Kristiansen

Krostuen på Ørsted Kro skal holde åben fem dage om ugen fra 2023 med både mad og drikke. Det bliver en af nyskabelserne med den nye forpagter. Det er den 40-årige Sacha Steenfath. Hun er i dag restaurationschef på det store og kendte Hotel Royal i Århus og har været i restaurationsbrancen i 20 år.

Tema-aftener med udenlandske kokke og retter
Selv om den nye forpagter af Ørsted Kro fra den 1. januar 2023 har ansat en fast kok, bliver der også plads til gæstekokke fra både ind- og udland. De skal bl.a. være med til at lave også udenlandske retter til tema-aftener

Har ansat en fast kok
Sacha Steenfath er uddannet tjener under Peter Tvilums kyndige vinger på Hotel Ebeltoft Strand. Samtidig med, at en 5-årig kontrakt med Ørsted Kro er underskrevet, har den ny forpagter ansat en fast kok på kroen. En kok hun har samarbejdet med.

Et frisk pust til vores kro
– Vi har lagt stor vægt på at få et frisk pust til vores kro og samtidig prioriteret, at Sacha Steenfath er en fagperson, siger bestyrelserne bag kroen. Bestyrelserne har samtidig vægtet højt, at kroen også i fremtiden kan være “vores kro” – også som kulturhus.. Det betyder, at der i fremtiden kan gennemføres de mange populære og kulturelle arrangementer på kroen, hvor de frivillige hjælpere kan få deres gang på kroen. Bestyrelserne håber også, at frivilligheden og engagementet fortsætter med de løbende renoverings- og vedligeholdelsesopgaver.

Den ny forpagter vil involvere sig i livet i Ørsted
Samtidig med forpagtningen flytter jeg ind i lejligheden på kroens 1. sal. Det betyder, at jeg vil være tilgængelig og får mulighed for at involvere mig i byen, siger den ny forpagter, Sacha Steenfath.

En del af kulturlivet i Ørsted
Jeg har mange timer til rådighed i mit døgn. Derfor er det helt sikkert, at kroen også i fremtiden med mig ved roret vil være et aktiv for byen og egnen. Det bliver spændende at være en part i at udvikle kulturlivet i området. Og Udover den hidtidige drift af kroen har jeg også nye ideer i tankerne, tilføjer hun.

Der bliver mulighed for at hilse på den ny forpagter af Ørsted Kro ved en reception i det nye år.

 

Kultur Torsdag på Ørsted Kro

Kom og hør Knud Nielsen fortælle om sine rejser i Venzuela og Brasilien – om dyrelivet og om orkideer. Der vil være mulighed for at købe orkideer til fornuftige priser.

Arrangementet begynder kl 10.00 og slutter kl 13.00

Prisen for mad og fordrag er 175,-

Tilmelding senest 8. Oktober på kultur@oerstedkro.dk eller til Tove Hjort på 2911 7193

Folk lå flade af grin på Ørsted Kro

0

En festlig aften på Ørsted Kro den 4. september. De 130 tilhørere lå flade af grin, da Karen-Marie Lillelund holdt foredrag om humor i hverdagen. Et arrangement i samarbejde mellem Ørsted Kro’s Venner og ELRO-Fonden.

Det gælder om at have et positivt syn på livet, sagde hun bl.a. Karen-Marie Lillelund udstrakte også sin humoristiske sans til sig selv, som hun også gjorde grin med. Hun er jo en ret stor dame – denne aften klædt helt i rødt – så hun gav også sig selv en tur.

Det var halvanden time uden pause med fuldt drøn på.

Der er sommerlukket på Ørsted Kro i uge 28-29-30

0

Ronja Røverdatter en stor succes med over 200 tilskuere

0

Det blev en succes af de helt store: Ørsted Amatør Teaters opførelse af Ronja Røverdatter både på – og uden for scenen – på Ørsted Kro den 23. og 24. maj. Forestillingen fangede virkelig de over 200 børn og voksne, der så den. Et både, sjovt, alvorligt og underholdende stykke. Skrevet af den legendariske svenske forfatter, Astrid Lindgren.

Det vakte stor begejstring, når skuespillerne flere gange pludselig kom ind i salen bagfra og derefter hoppede op på scenen. Det gjorde også de mange specielle effekter på scenen som sne, bål, vandløb og tordenvejr. Hovedrollen som Ronja blev spillet meget flot af Tanja Bojer. Også alle de øvrige skuespillere gjorde en fantastisk indsats.

Bag succesen ligger mange hundrede timers øvning og et kæmpearbejde  med kostumer, rekvisitter og scene-effekter, lys og lyd. Det hele instrueret på professionel vis af Jens Jødal.

Ørsted Amatør teater blev dannet ret kort efter, at borgerne havde købt Ørsted Kro i 2013 og har spillet teater siden. Det skete med Lone Hegnet som initiativtager. Et stort aktiv for hele egnen.

– Vi kan ikke sige tak nok til alle, der er med til at gennemføre en så professionel forestilling. Tusind tak til alle, siger formanden for Ørsted Kro’s Venner, Tove Hjort Jensen

 

 

 

Ørsted Kro åben og med i Fællesskabets Dag på søndag den 8. maj med frokost kl. 12.00-14.30

0

Ørsted Kro er med i Fællesskabets Dag i Ørsted på søndag den 8. maj. Kroen er åben fra kl. 12.00 til 14.30. Her kan du spise en let frokost, nemlig  kold kartoffelsalt med frikadeller og agurkesalat fra Jannes højt priste køkken. Prisen er kun 78 kr.

Inden da sker der masser af ting Bag Kroen. Alle stande åbner kl. 10.00. På standen Ørsted Kro’s Venner kan du både blive medlem og købe aktier i kroen. Ved åbningen spiller Fredagsorkestret. Kl. 11.00 går det populære Cirkus Aroma i luften. Og så er der er hoppeborg, du kan få en ridetur på en hest, og den lokale knallertklub viser deres flotte knallerter. Kl. 12.30 viser Ørsted Amatørteater smagsprøver fra forestillingen Ronja Røverdatter. Den opføres på Ørsted Kro den 23. og 24. maj. Se mere om det her på hjemmesiden. Kl. 13 til 14 spiller Fredagsorkestret igen.

Udover, at Ørsted Kro er åben fra kl 12.00 til 14.30, sælger “Vores Butik” mad og drikkevarer Bag Kroen. Ved siden af kroen i Frivillighuset er der også åbent fra kl. 10.00 til 14.00. Her kan du møde ni lokale erhvervsvirksomheder. Og så er spejdernes loppemark i de tidligere AE-maskiners lokaler også åbent.

Det er 10-mandsgruppen bestående af Borger- og Handelsstandsforening, Ørsted Kro’s Venner og Frivillighuset, der arrangerer det hele med Spar Købmanden og Sparekassen Kronjylland som annone-sponsorer. Og så støtter Norddjurs Kommune med 25.000 kr. Derfor er alt gratis til Fællesskabets dag – bortset fra det man køber af mad og drikkevarer.

Vi ses på søndag i Ørsted i det fællesskab, der på en masse måder er blevet skabt, siden borgerne overtog og restaurerede Ørsted Kro i 2013.

Salen på Ørsted Kro

0

I salen har der været mange arrangementer, amatørteater, revyer, baller og fester i årenes løb. Det kan mange borgere i Ørsted fortælle om.

Også salen er blevet restaureret.
Her er der, ikke mindst nu, store fester og mange forskellige arrangementer såsom fællesspisninger hver i vinterhalvåret, vælgermøder, danseundervisning, fødselsdage, begravelseskaffe, udstillinger, foredrag, kvindeaftener, jazzkoncerter og meget andet.

Scenen i salen er restaureret med professionelt lys- og lydanlæg og nyt scenetæppe – takket være støtte fra ELRO-fonden på 100.000 kr. til Ørsted Amatør Teaterforening.

ELRO-fonden har med en bevilling på 441.000 kr. også finansieret isolering i den store sal og “Nr. 13”  lige før salen samt helt nye lofter. Det har virkelig forbedret klimaet og akustikken i salen, så man nu kan høre, hvad hinanden siger.Der er plads til 115 spisende gæster i salen.

Efter restaureringen af salen – også med brandslukningsudstyr – har Brandmyndighederne godkendt, at der må være 270 i salen til foredrag, koncert o.l., når der kun er stole som på billedet herunder. (Bemærk det nye loft med ny belysning og sammenlign med billedet af opdækningen i den “gamle”sal).

salen-2015

Det så nok så håbløst ud, da vi havde overtaget kroen og gik i gang med istandsættelsen, men takket være op til 40 frivillige hjælpere i weekender, skete der meget hurtigt noget. Det kan ses i dag
Det så nok så håbløst ud, da vi havde overtaget kroen og gik i gang med istandsættelsen, men takket være op til 40 frivillige hjælpere i weekender, skete der meget hurtigt noget. Det kan ses i dag

Krostuen på Ørsted Kro er det centrale omdrejningspunkt

0

Den er ligesom resten af kroen røgfri og nyistandsat af vores mange frivillige hjælpere.

Krostuen er hyggelig, lys og venlig og bruges også til mindre møder, små fester og som krostue bare til at få serveret en frokost, en øl eller en kop kaffe.

Der er plads til omkring 50 gæster.

Om sommeren, når vejret tillader det, serveres der også i gårdhaven bag kroen.


Sådan så det ud, da vi begyndte at restaurere krostuen.
Sådan så det ud, da vi begyndte at restaurere krostuen.

Generalforsamlingen: Ørsted Kro er nu gældfri

0

 Ørsted Kro er nu gældfri

Ørsted Kro A/S er nu gældfri, efter borgerne købte kroen i 2013 for 1,1 mill. kr. Derefter er den fuldstændig restaureret for et millionbeløb, oplyste formanden, Dag Kristiansen, på generalforsamlingen. Aktieselskabet har nemlig ekstraordinært indfriet det separate lån på 300.000 kr. separat lån til et helt nyt køkken. Så økonomien er i top med et overskud på over 30.000 kr. og en egenkapital på 1.544.409 kr. i 2021.

Aktionærer lånte penge til køb af Rougsøvej 120
Tilbage er et lån på 545.000 kr. i naboejendommen, Rougsøvej 120, der netop er officielt åbnet som Frivillighus. 275.000 kr., som aktionærer lånte til køb af ejendommen, indfries i 2024 og resten i 2029 og 2034.

Nyvalg til bestyrelsen for Ørsted Kro A/S
Det var derfor en tilfreds formand, der kunne aflægge beretning. Han takkede de mange frivillige for indsatsen med at renovere naboejendommen med Frivillighuset. Det står nu som byens flotteste bygning med masser af aktiviteter, der har skabt nyt liv i Ørsted. Til aktieselskabets bestyrelse blev Rikke Kusk Gjesing valgt i stedet for Bjarne Pedersen. Dag Kristiansen fortsætter som formand og Peter Mouritsen som næstformand.

Beretning AS 2021_Dag_version 22.03.29

Nyvalg til Ørsted Kro’s Venner

Også formanden for Ørsted Kro’s Venner, Tove Hjort Jensen, kunne glæde sig over et godt 2021 – trods Coronaen. Seks arrangementer blev gennemført i det forgangne år. Bl.a. det bedste og mest velbesøgte vælgermøde op til kommunalvalget. En anden succes, et fuldt udsolgt ”Som et strejf af en dråbe” – en Kim Larsen-aften – bliver gentaget den 7. oktober med spisning, underholdning og musik. Økonomisk også et godt år i 2021 med et overskud på over 32.000 kr. og en egenkapital på 301.296 kr. Nyvalgt til bestyrelsen blev Mads Pedersen i stedet for Jens Balsby. Tove Hjort Jensen fortsætter som formand og Mads Pedersen som ny næstformand.

Beretning 2021

Og så var der fællesspisning af bøf med løg for de 85 deltagere i generalforsamlingerne.