Klip fra Stort & Småt nr.16, der udkom 4. september 2023:
Tove, Dag og Lone går ind for Ørsted Kro
”Der skulle være et sted i byen med lys i vinduerne. Et sted hvor man kunne komme ind og spise og holde arrangementer af forskelligartet karakter”.
Ordene kommer fra Dag Kristiansen, som STORT & småt har sat stævne sammen med to andre kampfæller – Tove Hjort Jensen og Lone Hegnet – der har været med under hele skabelsesberetningen for borgerfællesskabet ØRSTED KRO, som er så grydeklar til at fejre 10-års fødselsdag. Det sker med en brag af en fest på kroen fredag 15. september med både Vildmand og voldsom festivitas over hele linjen.
Det var i foråret 2013, at fortællingen tog sin begyndelse på initiativ af Niels Erik Svenson, formand for byens borgerforening. Efter en indledende snak med Dag Kristiansen og Torben Bach blev der efter et par måneder indkaldt til et offentligt møde på kroen. Her stillede et halvt hundrede borgere op i en overvældende positiv stemning.
De oprindelige tanker om et smalt ejerskab af kroen blev hurtigt lagt i skuffen. Byens gamle kro, fremtidens kultur- og forsamlingshus i Ørsted, skulle da skabes i et bredt folkeeje.
Og det blev resultatet med udstedelse af folkeaktier, der populært sagt gik som lækkert, frisk bagervarmt brød.
Kort og godt. Ørsted Kro som et fantastisk, frivilligt, folkeejet fællesskab var en realitet.
Dag Kristiansen, formand for Ørsted Kro, er her 10 år senere ikke i tvivl om, at det var den helt rigtige løsning, der har vist sit at være levedygtig og mere end langtidsholdbar.
Tove Hjort Jensen, der også har været med under hele processen, sidder som formand for Kroens Venner.
”Jeg brændte vel mest for det: at få et sted med mulighed for mange forskellige aktiviteter. Indhold i huset. Pludselig blev vi så fælles om alt. Det voksede bare op”.
Fra den alenlange liste af aktiviteter kan nævnes Frokost Jazz, KulturTorsdag og stand-up med toppen af den danske branche.
Lone Hegnet, ja hun havde vist et brændende ønske om at få sig en tjans som teaterdirektør, mener Dag at kunne mindes.
Den fik hun så på sit cv med stiftelsen af Ørsted Amatør Teater, som er et stort aktiv for kroen med både årlige opførelser af god, gedigen teaterdramatik og senest også med den traditionelle lokale lagkagerevy på plakaten.
”Vi gik alle ind projektet af lyst, ikke af nød. Vi kunne alle se forskellige perspektiver – muligheder i et fællesskab omkring kroen”.
Forskelligheden er styrken omkring Ørsted Kro. Og så er nej-hatten gemt langt væk.
Ingen tvivl om, at der så langt øjet rækker stadig vil være lys i lygterne på Ørsted Kro.
Fællesskabet har sejret.
HIP HIP HURRA. For Ørsted Kro.