Kokkeelever bestod den første “svendeprøve” – nu gælder det praktik-pladser
Billederne kan klikkes store
14 kokke- og tjenerelever fra Silkeborg og Randers Tekniske Skoler bestod den første “svendeprøve” med seks retter mad og en stilfuld servering for knap 100 mennesker på den folkeejede Ørsted Kro i weekenden. En stor gastronomisk oplevelse. Nu gælder det så om at få en praktikplads, siger deres lærer, Asger Hebbelstrup Piper, der styrede slagets gang.
Forberedelserne til den store aften for kokke- og tjenereleverne har stået på en hel uge med menuen og den flotte borddækning og det endelige klimaks: At lave maden, servere den og i øvrigt betjene de næsten 100 gæster fra først til sidst. Og det gjorde de med gæsternes bedømmelse af dem til adskillige kokkehuer. 9 ud af 10, som to af de yngste gæster, to piger på 11 år, konkluderede. Flottere kan det ikke blive.
Og hvad var det så, kokke- og tjenereleverne havde lavet og serveret:
- Ristet, papirtyndt rugbrød med rygeostecreme med radisser og parmaskinke, tatar af vesterhavstorsk, kapers og dild
- Blinis med dansk stenbiderrogn, hvide asparges, basilikumpesto og jordskokkechips
- Granité af hyldeblomst og Cava
- Svinekæber braiseret i sherry og portvin , grønne asparges serveret med rødvinssauce, friske urter og flæskesvær
- Pannacottsa med rabarber og kanelkage-crunch
- Sprød tuille med rørt vanilje is og rabarbersorbet – rabarberkys og sukkersne.
Så var der heller ikke plads til mere i maverne på de mange spisende gæster.
Det var et fantastisk arrangement, som vi meget gerne vil gentage. Både for vores gæsters skyld, men så sandelig også for kokke-og tjenereleverne i Silkeborg og Randers, så de kan afprøve dem selv i det virkelig liv, siger formanden for Ørsted Kro A/S, Dag Kristiansen.
Og er der nu nogle restauratører, der lige mangler en tjener eller kokkeelev, kan Ørsted Kro anbefale disse 14 unge mennesker. Henvendelse kan ske til uddannelsesleder Anne Mette Stender på Hotel- og Restaurationsskolen i Silkeborg. Mail: ams@tss.dk – telf.: 89 23 40 53.