Ørsted Kro: tlf: 60 18 77 98 - info@oerstedkro.dk

Ørsted Kro:
tlf: 60 18 77 98
info@oerstedkro.dk

Stor musikalsk oplevelse – så de små hår rejste sig – i Ørsted Kirke og dejlig New Orleans-mad på kroen bagefter

Anmeldelse: Flemming Seiersen
Fotos: Danny Christensen

Forventningerne var på forhånd meget store til jazz- og gospel koncerten i Ørsted Kirke søndag den 28. januar med Burich-L’Etienne New Orleans Ensemble og sangerinden Monique Thomas. De blev til fulde indfriet i det smukke og netop restaurerede kirkerum. De 185 tilhørere fik en musikalsk oplevelse af de helt store, som er helt usædvanligt i en landsby som Ørsted – bortset dog for tre år siden. Ligesom den gang kan det kun lade sig gøre, fordi “Treenigheden” samarbejder, som Jyllands Posten skrev før koncerten, nemlig kirken og kroen i Ørsted og jazzklubben på Djursland.

Så de små hår rejste sig
Når forventningerne på forhånd var så store, skyldes det jo koncerten i 2015 med det samme band og den fantastiske sangerinde Lillian Boutté med sin livfulde og engagerede optræden. Hun er i dag ramt af sygdom og kan desværre ikke længere optræde. Der blev derfor solgt CD’ere efter koncerten til fordel for hende. Afløseren, Monique Thomas, leverede noget helt andet med en sangstemme, der spænder over et stort register. Ja, det var så, at de små hår rejste sig og det løb en koldt ned ad ryggen, når hun bragede igennem med sin sangstemme med den fine akustik, der er i kirken. Bifaldende var da også fortjente, mange og store under den halvanden time lange koncert.

Et godt sammenspillet orkester
Og de mange bifald gjaldt i høj grad også Burich-L’Etiennes New Orleans Ensemble. De fem medlemmer er hver for sig virtuoser. Men det er jo ikke nok. De skal også være sammenspillet. Det er de i den grad, så det er en fryd at høre på. Det viste ikke mindst nummeret “This train”. Her formåede de at skabe et lydbillede af et gammelt damptog – afsluttende med en togfløjte, som Finn Bürich stod for. Også et tegn på deres glade og humoristiske optræden. Godt nok er vi i en kirke, men her må der jo også godt være godt humør. Og så Monique Thomas’ sang. Det var bare så godt.

Skiftede toneart tre gange
Jeg kan ikke lige huske, om det er i den sang, at orkestret og Monique Thomas skifter toneart tre gang og går højere og højere op. Under alle omstændigheder lød det fantastik. Et af hendes forbilleder er Mahalia Jackson. Det skinnede da også klart igennem i flere af sangene. Det må være lærerigt at blive undervist af hende i Frankrig, hvor hun bor i dag og underviser, når hun da ikke lige er på tourne. Det er hun og orkestret så i øjeblikket i Danmark med 17 koncerter over hele landet. Den 12. var i Ørsted.

Kendte musikere i jazzkredse
Alle fem musikere er meget kendte og anerkendte i jazzkredse og spiller i en række forskellige sammenhænge. Orkesterlederen og basunisten  Finn Burich, bor i Haderslev, Thomas l’Etienne på klarinet og saxofon bor i Hamborg, Martin Schack  på klaver, Torben Bøtker Bjørnskov på bas og Espen Laub von Lilliejenskjold bor i Danmark. De er alle formidable og indlevende musikere, der lytter til hinanden i et som nævnt forrygende sammenspil, der gør deres musik til en rigtig stor oplevelse. Tak for det!

C’est si bon
Og så sluttede  Monique Thomas af med ekstranummeret,” C’est si bon” og spurgte, om vi talte fransk. Nej, svarede det store flertal i kirken, men så kan I lære det lidt, sagde Monique Thomas. Og så sang vi med på omkvædet. Det swingede virkeligt. Sammen skabte vi stor musik. I det hele taget var koncerten i Ørsted Kirke et udtryk for, at vi levede sammen med musikken og sang og klappede med som man gør til gospel – kendt fra de amerikanske kirker. Det kunne måske overføres til de danske kirker.

Håber, I går glade hjem
Monique Thomas sagde til sidst med sin smukke stemme, at hun håbede, at alle gik glade hjem. Det gjorde vi – omend de fleste fortsatte til Ørsted Kro.

Og så var der New Orleans-buffeten
Og hvad er bedre end at få mulighed for på to måder at fordøje sådan en oplevelse, nemlig snakke om den og så til god mad. Det benyttede 125 sig af ved at gå på Ørsted Kro efter kirkekoncerten. Over lækre retter inspireret af New Orleans fra Janne Simonsens krokøkken var der lejlighed til både at få snakket om musik-oplevelsen og indtage dejlig mad – ved bordene med rødternede duge og stearinlys i vinflasker ligesom i de gode gamle jazzklub-dage. Stemningen blev fuldendt med musik i højtalerne med trompetisten og sangeren Louis Armstrong. Om nogen indbegrebet af New Orleans. Her startede han som marchmusiker i starten af 1900-tallet – til begravelser – men som bekendt udviklede han sig til det største navn i New Orleans-jazzens historie. Ni gange var han på tourne i Danmark indtil sin død i 1971.

Treenigheden fortsætter
Ørsted kan nok ikke bære et musikalsk arrangement på dette niveau hvert år, men måske hvert andet. Så derfor bør treenighedn mellem kirke, kro og jazzklub selvfølgelig fortsætte til gavn for vores landsbysamfund. Det udtrykte både formanden for Djurslands Jazzklub, Svend Frandsen og  medlem af bestyrelsen for Ørsted Kro’s Venner og jazzklubben, Flemming Seiersen, ved velkomsten og afslutningen på koncerten i kirken. De er derfor allerede på udkig efter en ny koncert-mulighed i 2020.

Relaterede artikler

SENESTE ARTIKLER


Se hele kalenderen