Ørsted Kro: tlf: 60 18 77 98 - info@oerstedkro.dk

Ørsted Kro:
tlf: 60 18 77 98
info@oerstedkro.dk

Sådan er Ørsted

Ørsted fik virkelig et boost og kom på landkortet efter TV-serien “Landsbyen, der ikke ville dø” i 2014

 “Landsbyen, der ikke ville dø” på TV2 i 2014 gav virkelig Ørsted et boost og blev kendt over det ganske land. Serien blev set af omkring 500.000 mennesker i hver af de fem uger. Siden har Ørsted fået stor omtale i næsten alle landets medier.

Men det, der startede det hele, var borgernes køb af kroen i 2013 og den deraf følgende omfattende restaurering af kroen. Det vender vi tilbage til. Kok Janne Simonsen forpagtede kroen i 2015 og har tiltrukket omkring 50.000 mennesker til stegt flæsk hver torsdag. Hun fratræder den 31. december 2022. En ny forpagter starter dagen efter. Det er restaurationschef på Hotel Royal i Århus, Sascha Steenfath med 20 års erfaring i restaurationsbranchen.

De, der har besøgt vores by efter TV-serien  er blevet overraskede over, at Ørsted jo er meget mere end det, de så i fjernsynet, nemlig en aktiv by med masser af muligheder for indbyggerne – og tilflyttere. Dem har vi faktisk fået nogen af.

Du kan se udsendelsen på TV2-Play.

Kort historie og baggrund
Indtil 1400 tallet var Ørsted havneby for Randers. Ørsted Kro nævnes første gang i 1662, da  godsejer Chr. Skeel fik den med i købet af “Holbækgaard”. I 1876 blev den nuværende kro bygget. Den 2. september  2013 overtog 470 borgere kroen på folkeaktier. Den er siden blev restaureret og er nu rammen om en række kulturelle og underholdende arrangementer, private fester og selskaber. Den er også  åben for alle på faste dage med spisning. (se kalenderen). Ørsted Kro A/S har for nylig købt naboejendommen, Rougsøvej 120, mellem kroen og Genbrugsen. Her er indrettet et Frivillighus med en række aktiviteter.

Butikker og andre service-muligheder
I byen – med ca. 1500 indbyggere – er der dagligvarer-butikker som et supermarked, bageri, pizzaria, ejendomsmægler, el-installatør, frisør, Genbrugsen, bodega, radio-og tv-forretning, tre auto-værksteder, benzin-station og kunstgalleri. Ialt er der over 50 butiks- og håndværksvirksomheder, der også omfatter arkitektfirma, murermestre, tømrer- og snedkermestre, entreprenører, stilladsforretning m.m. – og ikke at forglemme Ørsted Telte. Det er Danmarks førende teltfabrik og teltudlejningsfirma, der udlejer og opstiller telte overalt i Danmark til festivaller og en række andre store arrangementer.

Banker, læger, bibliotek og biograf
Der er et tandlægehus og tandlægehuse i de nærliggende byer Allingåbro, Vivild og Auning. Som noget enestående er der i Ørsted en hyggelig og ny-restaureret biograf med de nyeste film, drevet af frivillige. Der er et dejligt og meget aktivt bibliotek med mange forskellige aktiviteter og den kommunale borgerservice, folkeuniversitet, et levende menigheds-liv med en nyistandsat sognegård og nyrestaureret kirke med mange spændende arrangementer. Og der er bofællesskaber for psykisk handicappede. Der er det grønne område “Bag kroen” – med en skulpturpark – også opbygget af frivillige og legeredskaber, madpakke-hytter og et dejligt grønt naturområde med en stor sø, Tangkær.

Børneby  og et rigt foreningsliv med skole og daginstitutioner
Der er  børnehave (70 børn – med plads til 100), dagpleje (35 børn) og skole (næsten 200 elever) og skole- og fritidsordning, “Cirkus Fritid” . Det hele samlet i Ørsted Børneby . Efter 6. klasse skal skoleeleverne til Auning, 12 km fra Ørsted. Børnebyen i Ørsted  ligger lige ved siden af den store idrætshal, hvor stort al slags sport kan dyrkes. I hallen er der også et stort og moderne motions- og fitnesscenter med 400 medlemmer. Der er mange sports-og idrætsforeninger, mange  musikere og kunstnere, rideklub, cross club, motorcykel-klubber, spejdere, jagtforeninger, skytteforening, hundeklub og humanitære foreninger – for nu at nævne bare nogle af dem. Så der er mange muligheder for en aktiv fritid i Ørsted.

Storslået natur  og omgivelser
Til sidst, men bestemt ikke mindst: Naturen omkring Ørsted med vand, skove, enge, diger og strande og med højt til himmelen. Mange mennesker fra andre dele af landet holder sommerferie i det nærliggende og mere kendte Fjellerup og Bønnerup.  Ikke så mange kender naturen ved Ørsted. F.eks. Hevring Hede. Et militært skydeterræn, der for det meste af tiden er åben for offentligheden med en helt speciel natur og et rigt dyreliv. Dyrene har nemlig vænnet sig til lidt skyderi i ny og næ. Kun fire-fem kilometer nord for Ørsted er der store sommerhusområder med flere hundrede sommerhuse. Det er dejlige – og børnevenlige – badestrande også nord og nordøst for Ørsted ud mod Kattegat. Så er der den unikke natur vest for Ørsted omkring Randers Fjord. Her er der to færgeruter fra henholdsvis Voer og Udbyhøj. I Udbyhøj ved udmundingen af Randers Fjord er der også lystbådehavn. For slet ikke at tale om Kyst- og Fjordcentret i Voer, hvor du kan leje waders, fiske, leje en båd eller kano. Her er der også fine faciliteter til lejrskoler.

Kulturperler
Jo, vi kunne blive ved og ved. Men kom selv og se og oplev. Også kulturperler som Gl. Estrup med Det Grønne Museum- og Herregårdsmuseer kun 10 km fra Ørsted, Stenalt Gods, Estruplund Gods og Kirke, de mange aktive og mindre landbyer omkring Ørsted. Og så er der jo den folkejede Ørsted Kro.

Trafikforbindelser
Der er gode trafikforbindelser: Fra Ørsted til Randers tager det ca. 20 minutter i egen bil. Til Århus under en time og til lufthavnen i Tirstrup ca. tre kvarter. Har du ikke selv bil, er der busforbindelser til både Randers og Århus. Der er 7 dagelige afgange på hverdage fra Udbyhøj til Ørsted og videre til Randers. Der er i alt 14 afgange fra Ørsted til og fra Randers, og der er 11 daglige afgange fra Ørsted til Århus og retur (over Hornslet).  Og så er der en flot limousine-service, taxi- og busforretninger i Ørsted.

Kommentarer og spørgsmål er meget velkommen!
Flemming Seiersen
mail: fs@hojgaard-okologi.dk
telf.: 40 16 91 22

Relaterede artikler

SENESTE ARTIKLER


Se hele kalenderen