– En fremragende gourmet-middag med 7 retter og 6 forskellige, specielt udvalgte vine. Det er lige til en Michelin-stjerne eller to. En meget rammende af de mange rosende kommentarer til den store aften på “vores kro” lørdag den 28. marts.
Fantastisk køkken på Ørsted Kro
Og det var aldeles fantastisk, hvad køkkenet på Ørsted Kro kunne byde på. Utroligt, at det kan lade sig gøre her i “Vandkants-Danmark” på et sted som vores. Det skyldes først og fremmest de to madkunstnere i køkkenet, køkkenchef Kirsten Christensen og Peter Tvilum . De har arbejdet en hele ugen med forberedelserne sammen med frivillige.
De frivilliges store indsats
Og så var der de andre 12 frivillige hjælpere, der arbejdede hårdt med smil på læben hele aftenen i salen, omdannet til en stilfuld restaurant med flot dækkede borde og i køkkenet.
De 7 retter blev serveret på tallerkener til hver enkelt gæst, og så var der jo også de mange vine, der skulle skænkes op.
Ikke sidste gang vi har været på Ørsted Kro
Alt forløb perfekt på klokkeslet takket være en detaljeret planlægning. Og roserne hele aftenen til Ørsted kro var mange og store. Flere udenbys gæster, der var på Ørsted Kro første gang, var helt enige om, at det bestemt ikke var sidste.
En stor madoplevelse akkompagneret af musik
Jo. De knap 80 gæster fik en stor madoplevelse akkompagneret af den til lejligheden specielt sammensatte trio, Svend Frandsen på klaver, Gert Schou på trommer, begge fra Grenå og Flemming Seiersen, Ørsted, på bas.
Køb dansk oksekød af høj kvalitet
I tilgift diverterede Torben Jensen fra Hevring med et spændende og opløftende 10 minutters foredrag og billeder om livet som kødkvægsavler og naturplejer. Han sluttende med opfordringen: “Køb dansk oksekød fra kødkvæg og ikke det billige fra Sydamerika, der er pumpet med hormoner og meget andet, som vi ikke ved, hvad er”. Torben Jensen havde doneret en halvanden år gammel kvie til gourmet-aftenen. Alle fik virkelig smag for dette kvalitetskød fra racen Simmental. Og det kan købes i Hevring – i vores lokalområde.
Her er menuen:
Bouillabaisse med torsk, skaldyr og flutes med aioli
Vin: Peter Peter. Risling 10 %, Mosel, Tyskland. Årgang 2011
Champagne sorbet med mynteblade
Røget dådyrkølle med spinat, granatæble, rugcroutoner og persille pesto
Vin: Negro Amaro, 14 %, Salento, Italien. Årgang 2013
Oksefilet med bagt rodfrugtmos, svampe, bygotto med asparges, gulerødder og skysauce
Vin: Malbec 13 %, Mendoza, Argentina. Årgang 2011
Bagt gedefeta med timian og karamelliseret æbler
Vin: Sauvignon 11 %, Lorie, Frankrig. Årgang 2013
Chokoladekage, lys chokolademousse, rom marineret ananas og vaniljeis
Vin: Portvin 20 %, Duorodalen, Portugal. Årgang 2005
Kaffe med marcipandrømme
Cognac 40 %, Frankrig, Kåret til verdebes bedste cognac 2014”.