Ørsted Kro: tlf: 60 18 77 98 - info@oerstedkro.dk

Ørsted Kro:
tlf: 60 18 77 98
info@oerstedkro.dk

Ørsted indstillet til Årets Landsby

Ørsted er indstillet til “Årets Landsby” i Region Midtjylland i konkurrence med 8 andre landsbyer

Den Lokale Aktions Gruppe Djursland – LAG – har indstillet Ørsted som Årets Landsby 2015 i Region Midtjylland, oplyser koordinatoren, Helle  Bøge Breindahl. Den endelige udpegning af “Årets Landsby” i Region Midtjylland sker i februar 2015. Med den ærefulde pris følger 150.000 kr.

Ørsted er et godt eksempel
Formanden for LAG Djursland, Flemming Petersen, siger, at det var en fornøjelse at læse Ørsteds ansøgning og begrundelse. Den rammer lige i hjertet af LAG’s  arbejdsgrundlag, nemlig frivillighed, vilje og engagement. Det er da også noget af det, LAG Djurslands bestyrelse lægger vægt på i sin indstilling:
Den høje grad af frivillighed, det store engagement og det faktum, at byens borgere selv har været aktive i at rejse penge til projekter i byen – som f.eks. købet af Ørsted Kro på folkeaktier.

Samarbejde på kryds og tværs har skabt resultaterne
-I Ørsted er vi rigtig glade for at komme i betragtning, siger Tove Hjort Jensen, formand for Ørsted Kro’s Venner. Gennem de seneste tre år er samabejdet på kryds og tværs af forenings- og forretningsliv blevet dyrket, og alle har været åbne over for dialog, siger hun og fortsætter
– Samarbejdet og fællesskabet i byen har skabt nogle sociale relationer, som vi ikke havde forventet eller set tidligere. Det er utrolig positivt.

Livet i Ørsted og købet af den gamle kro har for nylig været vist i en tv-serie i TV2, “Landsbyen, der ikke ville dø”.

Hård konkurrence mellem 9 byer
Der bliver dog hård konkurrence om titlen som “Årets Landsby” i Region Midtjylland. 9 byer er indstillet. Udover Ørsted i Norddjurs kommune er det Arnborg i Herning Kommune, Borris i Ringkøbing-Skjern kommune, Bækmarksbro i Lemvig kommune, Hylke i Skanderborg kommune, Kjeldberg i Viborg kommune, Sinding i Silkeborg kommune og Asferg i samarbejde med Gassum i Randers kommune. Regionsrådet afgør konkurrencen den 25. februar.

Relaterede artikler

SENESTE ARTIKLER


Se hele kalenderen