Ørsted Kro: tlf: 60 18 77 98 - info@oerstedkro.dk

Ørsted Kro:
tlf: 60 18 77 98
info@oerstedkro.dk

KULTURTORSDAG den 10. maj: Sådan blev Torben Jensen den første borgmester i Norddjurs Kommune

Sådan blev Torben Jensen den første

borgmester i Norddjurs Kommune

 Der var stor dramatik om valget af den første borgmester i den nye Norddjurs Kommune i 2005. Venstre troede på valgaftenen, at de havde borgmester-posten med støtte fra Socialdemokratiet. Det endte dog med at blive den hidtidige borgmester i Rougsø, Torben Jensen fra Borgerlisten, der trak det længste strå. Bl.a. det fortalte han humoristisk om på Kulturtorsdagen Kristi Himmelfartsdag den 10. maj på Ørsted Kro.

60 mennesker morede sig
60 mennesker i kroens sal fulgte med smil og latter med i Torben Jensens beretninger om, hvad der skete bag de lukkede døre også i den gamle Rougsø Kommune. Her var han var borgmester i 12 år fra 1994 til 2006. Dernæst i fire år i den nye Norddjurs Kommune. Her var der hip til mange tidligere kommunalpolitikere. Ikke mindst Rita Madsen, Ivan Hammer Sørensen, Olaf K. Madsen, Dag Kristiansen og mange flere.

Vi havde ikke hørt noget om en ny Venstre-borgmester
Borgmesteren-posten i den nye Norddjurs Kommune fik han halet i land, selv om Borgerlisten kun havde tre mandater:
– Da jeg kørte til Grenå på valgaftenen, hørte jeg i radioen, at Jens Peter Jellesen fra Venstre skulle være borgmester i den nye Norddjurs kommune. det havde vi ellers ikke hørt noget om.

Det lød mærkeligt
– På et møde på rådhuset blev vi så af Venstre orienteret om, at socialdemokraterne støttede Jens Peter Jellesen som borgmester mod, at Socialdemokratiet selv fik alle formandsposterne i de stående udvalg. Den aftale syntes vi lød lidt mærkelig.

Støtte fra den gamle Rougsø Kommune fra socialdemokraterne
Torben Jensen fortalte, at han derefter tilfældigt løb på socialdemokraten Ivan Hammer Sørensen – også fra Ørsted – på gangen. Hammer Sørensen var ikke helt glad for aftalen med Venstre, viste det sig. Torben Jensen tilbød derfor hans parti det samme, som Venstre havde tilbudt. Det sagde socialdemokraterne ja til. Dermed blev Torben Jensen borgmester med støtte også fra den konservative Benny Hammer.

Meget godt med en borgmester vest fra
Torben jensen tilføjede, at det nok var meget godt, at den første borgmester i Norddjurs Kommune kom fra den vestlige del af kommunen og ikke fra Grenå-området. I forvejen var der jo stor skepsis i vores del af kommunen, fordi vi nu skulle vendes mod Grenå. Det var vi jo ikke vant til

Økonomien reddet i Rougsø ved hjælp af lån til plejehjem
Der var mange andre historier om, bl.a. hvordan økonomien blev reddet i den gamle og fattige Rougsø Kommune ved hjælp af byggelån til plejehjem, bygningen af almene boliger og salg af jord.

Der skulle vodka til for at få kabelfærgen fri
Historien om den nye kabelfærge ved Udbyhøj var heller ikke kedelig. Her måtte et par byrådsmedlemmer og kommunale embedsmænd rejse til den russiske enklave Kaliningrad, feste og drikke vodka for at få kabelfærgen fri og sejlet til Danmark. Festligt blev det også, da milliardæren Carsten Ree skulle købe et areal på Grenå havn for 30 mill. kr. Carsten Ree ville ikke forhandle på rådhuset. Her er der nemlig spiritusforbud. Handlen reddede havneudvidelsen i Grenå til 160 mill kr., som Carsten Ree finansierede mod fritagelse fra havneafgift. det sidste har han dog endnu ikke fået, fordi den planlagte bioetanol-fabrik endnu ikke er bygget.

Historiske film den 14. juni på Kulturtorsdag
Næste Kulturtorsdag på Ørsted Kro er den 14. juni. Her viser Rougsø Egnsarklv og Museum historiske film fra Flygtningelejren på Hevring Hede, det tyske befæstningsanlæg ved Udbyhøj og lukningen af Ørsted Mejeri. Tilmelding skal ske senest søndag den 10. juni på mail: kultur@oerstedkro.dk eller telefon 29 11 71 93 eller 86 48 86 75.

Relaterede artikler

SENESTE ARTIKLER


Se hele kalenderen