Ørsted Kro: tlf: 60 18 77 98 - info@oerstedkro.dk

Ørsted Kro:
tlf: 60 18 77 98
info@oerstedkro.dk

Kroens historie

Ørsted Kros historie skriver sig tilbage til 1662 – altså 361 år. Den oprindelige krobygning eksisterer stadig på hjørnet af Bendsvej og Storegade. Den nuværende kro – den gule bygning på Rougsøvej midt i byen – som du kan besøge i dag, er fra 1876. Men starten på den aller nyeste historie er fra 2013, da 400 borgere den 2. september besluttede at overtage kroen på folkeaktier på mindst 1000 kr. Borgerne tegnede en aktiekapital på 1,3 mill.kr.

Fra den stiftende generalforsamling
Fra den stiftende generalforsamling

600 aktionærer ejer kroen
Umiddelbart efter begyndte en storstilet istandsættelse af kroen ved hjælp af frivillig arbejdskraft og bevillinger fra fonde. Resultatet ser du i dag: En flot, hyggelig, veldrevet og dejlig kro og med et nyt, udvidet og moderne køkken. Her har forpagter og kok, Janne Simonsen, lavet mad fra bunden af meget høj kvalitet siden 2015. Hendes signaturret var stegt flæsk. Det spiste omkring 50.000 gæster fra hele landet. Den 1. januar 2023 overtog Sascha Steenfath forpagtningen på en 5 års kontrakt. I dag er vi 600 aktionærer, eller næsten alle husstande i Ørsted og omegn, men også udenbys støtter.

Ørsted skal overleve
Ikke kun, fordi vi vil have en kro, men også for at tage et vigtig skridt for Ørsteds overlevelse her i et vandkantsområde. Og dette initiativ har skabt et stort sammenhold i vores by, der i dag har omkring 1500 indbyggere.

Meget er sket på kroen med alle moderne faciliteter
Og indsatsens fortsætter. Der er en handicapvenlig indgang, syv nye toiletter – et af dem handicaptoilet – sal og scene isoleret og med tip-top moderne lyd- og lysudstyr, som nævnt helt nyt køkken, renovering af kroens fire værelser (de er et fem-stjernet hotel værdigt), indretning af gårdhave og renovering af krobygningerne.

Tilbage til 1662

Denne bygning på hjørnet af Storegade og Bendsvej er den gamle kro, inden den “nye” og nuværende blev bygget på Rougsøvej.
Denne bygning på hjørnet af Storegade og Bendsvej er den gamle kro, inden den “nye” og nuværende blev bygget på Rougsøvej.

Det var Christian Skeel, der ved sit giftermål i 1662 med “Holbækgaard” fik Ørsted Kro med i købet.

I 1668 udstedtes en kongelig bevilling på krohold i Ørsted. Den gang i Storegade.

I 1777 brændte det meste af Ørsted ned – også kroen. Kroen blev genopbygget, viser et kort fra 1790.Den gamle kro ligger der endnu (rød bindingsværksbygning med stråtag på hjørnet af Storegade og Bendsvej) Og så er der en lang historie derefter.

Billedet her af den nuværende kro er fra ca. år 1900.
Billedet her af den nuværende kro er fra ca. år 1900.

I 1876 blev den nuværende kro bygget. Den har været drevet mere eller mindre godt lige siden. I dag er det en særdeles veldrevet kro. Det er den kro, du kan besøge og få et godt måltid mad – altid lavet helt fra bunden.  I den tidligere kroværts tid fra 2015 til 2022 blev der serveret stegt flæsk hver torsdag året rundt. Omkring 50.000 gæster spiste stegt flæsk i de syv år.
Nu er det så Sascha Steenfath, der ved roret med åbning i restaurant og krostue torsdag, fredag og lørdag aften med kroretter på menuen og meget mere.

Dertil kommer en række kulturelle arrangementer, som Ørsted Kro’s Venner står for, mange private selskaber under kroværtens domæne. Du kan altid holde dig opdateret om, hvad der sker på Ørsted Kro – også Kultur og Forsamlingshus på www.oerstedkro.dk 

Relaterede artikler

SENESTE ARTIKLER


Se hele kalenderen