Ørsted Kro: tlf: 60 18 77 98 - info@oerstedkro.dk

Ørsted Kro:
tlf: 60 18 77 98
info@oerstedkro.dk

Idom-Råsted fortjente at vinde Årets Landsbypris – de kan være en stor inspiration for os andre sammen med Region Midtjylland

Tekst og foto: Flemming Seiersen

Det er ingen skam at tabe til en, der er bedre. Det er landsbyen Idom-Råsted ved Holstebro, der i år fik Region “Midtjyllands landsbypris”, når vi sammenligner med vores egen by, Ørsted. Også, selv om vi ER gode, men Idom-Råsted ER bedre på deres måde. Deres slogan er: “Vi går den lige vej med skæve ideer“.  De fik prisen på de 150.000 kr. på en konference, som Region Midtjylland havde indbudt til den 24. maj med de otte landsbyer, der var indstillet til prisen, bl.a. Ørsted.

Tænk sig: Midt i konferencen brød de ind med en harmonikaspiller i en gammel miltitær-frakke – lignede en fra 1864 – og et flaménco-danser fra Mexioco. Det satte pulsen i vejret. I det hele taget kan Idom-Råsted, der for anden gang fik landsbyprisen, være en stor inspiration for os andre.

Landsby med kun 1100 indbyggere
Idom-Råsted har 1100 indbyggere, en skole og et fantastisk Kultur og Idrætscenter, Plexus med restaurant med kok og konditor, en butik, idrætshal og mødelokaler, udenomsfaciliteter som fodboldbaner, en fantastisk legeplads og hytter til overnatning for lystfiskere, der kommer fra hele Europa for at hale laks op af den nærliggende Storå.

Kunne vi i Ørsted lave en sildefestival i samarbejde med Kyst- og Fjordcentret ved Voer Færgested?

Kulturbiennale med colloseum af bigballer 
Man kan ikke undgå at blive forpustet, når man hører om alle deres aktiviteter. Det er Idom-Råsted Borgerforening, der står bag det hele. Ikke, at de laver det hele selv, men bakker op om aktiviteter, som borgerne foreslår og opfordrer dem til at gå i gang. F.eks, at borgerne kan plante frugtræer i et bestemt område. Foreningen står selv bag en storslået kultur-biennale hvert andet år. Bl.a. opbygger de et coluseum af mange hundrede bigballer, hvor der opføres skuespil med masser af optrædende og heste. Og så har de verdens første landsby-labaratorium, hvor de afprøver nye ideer

Kunne vi i Ørsted lave f.eks. en årlig kulturdag med udgangspunkt i den 2-dages Børnekulturfestival sidste år bag kroen og Børnekulturdagen i Ørsted Børneby den 24. maj?

Udflugter til lokale producenter
De arrangerer udflugter til lokale producenter af fødevarer og afslutter med en gourmet-middag i Kultur-og idrætscentret med lokale fødevarer. Kun fantasien sætter grænserne, og fantasien er stor i Idom-Råsted.

Bæredygtighed og FN’s verdensmål – også i landsbyerne
Embedsmænd fra Region Midtjylland introducerede på konferencen FN’s verdensmål for at få dem ud i landsbyerne. Begrebet FN’s verdensmål er måske lidt fjerne for de fleste, men de kan gøres meget konkrete – også i Ørsted. Som eksempel på at skabe bæredygtighed blev nævnt en reparations-cafe. Her kunne man få repareret sin elektriske ting, computere og mobiltelefoner, cykler og andre ting. Det er der nogle stykker af os, der har snakket om tidligere. Altså gøre Ørsted til landsbyen, hvor man kan få repareret sine ting. Det er bæredygtighed. Det vil folk fra regionen gerne komme ud at holde et oplæg om og diskutere.

Fredags-cafe med indhold
Det kunne f.eks. ske på en “Fredags-Cafe”. I landsbyen Glyngøre, der fik “Årets Landsbypris” , første gang Ørsted var indstillet, kører de en “Fredags-Cafe” den første fredag i hver måned med musik eller foredrag, hvor deltagerne samtidig kan nyde en øl, en sodavandeller en kop kaffe. Fredags-cafeen er også med til at skabe sammenhold og sociale relationer. Også et af FN’s verdensmål.

Jo, vi kan inspirere hinanden, og det skal vi. Vi skal videre.

Hvad f.eks. med en visionsplan for hele Ørsted, som vi allerede har for kroen. Hvad er vores DNA. Vores styrke.? Hvad kan vi bygge videre på og udvikle?

 

Relaterede artikler

SENESTE ARTIKLER


Se hele kalenderen