Ørsted Kro: tlf: 60 18 77 98 - info@oerstedkro.dk

Ørsted Kro:
tlf: 60 18 77 98
info@oerstedkro.dk

Gang i kulturen på Ørsted Kro

Den 26. Juli 2023 bragte Folkebladet dette indlæg om kulturen på Ørsted Kro.:

“Ørsted Kros Venner har fuld gang i planlægningen og kan nu løfte sløret for efterårets arrangementer.

Snart venter efteråret, hvor det er tid til indendørs aktiviteter, og på Ørsted Kro er efterårets program ved at blive puslet på plads, fremgår det af en pressemeddelelse.

Efter en lille sommerpause åbner kroen igen torsdag 27. juli. Der er fællesspisning hver torsdag og à la carte hver fredag og lørdag. Bordbestilling anbefales.

Allerede 28. august åbnes dørene til Stand-up på kroen. Stand-up har altid været meget populært og efterspurgt, oplyser formanden for Ørsted Kros Venner, Tove Hjort Jensen. Hun fortæller, at man derfor er glade for igen i år at være en del af ELRO-dagene og får besøg af Torben Chris og Thomas Hartmann. Et show, som allerede var udsolgt efter en uge. 

Kulturtorsdage har Ørsted Kros Venner nu haft i flere år, kun afbrudt af perioden med corona. Det har været så populært, at flere har efterspurgt sådanne arrangementer om aftenen også. 

»Vi er super glade for at folk kommer med forslag til os – og vi forsøger at tilgodese alle,« siger Tove Hjort Jensen. 

Efteråret og vinteren kommer derfor til at byde på tre Kulturtorsdage om dagen samt to om aftenen, og så krydres der lige med en jule-Kulturtorsdag også. 

Kulturtorsdag har tre timers varighed, og den byder på underholdning, spisning og socialt samvær – og det koncept er populært. 

Efterårets store højdepunkt bliver kroens 10 års fødselsdag. 15. september 2023 er det 10 år siden, at byen købte kroen på folkeaktier, og det bliver fejret både om eftermiddagen og om aftenen, hvor alle er meget velkomne. Der bliver musikalsk underholdning eftermiddag og aften, ligesom der også bliver serveret noget mad og drikke. Hold øje med nærmere informationer, når dagen nærmer sig. 

Det er ekstra glædeligt, at der er nyheder på programmet. I efteråret vil Ørsted Kros Venner afholde en ”M/K aften” med ginsmagning kombineret med spisning, og forpagter Sascha Steenfadt eksperimenterer også med noget nyt – nemlig ”Champagnebanko”. Der er mange i Ørsted, som godt kan lide banko, så mon ikke det kunne blive en sjov aften, hvor banko er kombineret med champagne. 

Endelig er Ørsted Amatørteaterforening fuld af energi, og de forventer at opføre en teaterforestilling i det tidlige forår i 2024, og til næste efteråret vil de gentage succesen med Revy på kroen. 

»Så vi glæder os til at se en masse deltagere til vores kommende arrangementer på vores kro,« slutter Tove Hjort Jensen, som også nævner, at man bør holde øje med kroens hjemmeside. “

Relaterede artikler

SENESTE ARTIKLER


Se hele kalenderen