Ørsted Kro: tlf: 60 18 77 98 - info@oerstedkro.dk

Ørsted Kro:
tlf: 60 18 77 98
info@oerstedkro.dk

Flot koncert med Lillian Boutté

IMG_9406-2“Aldrig har vi oplevet noget lignende i Ørsted”.
“Det er simpelthen den største musikalske oplevelse i Ørsted nogensinde”.
“Aldrig har vi oplevet noget lignende her”.
“Jeg skal tilbage til 1968 i Tivolis Koncertsal, hvor jeg hørte Ella Fitzgerald, for at huske noget bedre end Lillian Boutté”.
Sådan lød kommentarer efter gospel-koncerten i Ørsted Kirke søndag den 1. februar. Og det er ikke spor overdrevet (Se også billederne længere nede på siden).

Det løb en koldt ned af ryggen
En helt fantastisk oplevelse var det med den lille sangerinde med den store stemme, Lillian Boutté, og Burichs-l’Etienne 5 mands New Orleans Ensemble i Ørsted Kirke søndag den 1. februar. 225 mennesker fyldte den smukke kirke. Når Lillian Boutté skruede op for stemmen, løb det en koldt ned af ryggen. Hun har en stemme, som man ikke tror muligt i så lille en krop. Og så har hun en optræden, der river alle med. Sammen med den seriøse opførte hun et show, man skal lede længe efter.

Entrede prædikestolen
Da hun som nævnt ikke er ret høj, kneb det hende at se over stolerækken og ud på publikum, så hun entrede pludselig prædikestolen og sang derfra. Det var dog ikke mere, end hun knap nok kunne se over “stole-kanten”. Men så gik hun ellers ned ad midtergangen i kirken og charmerede hele det store publikum. Alle måtte overgive sig. Og det matte vi både i de stille og dæmpede numre, og når hun virkelig sang af fuld kraft under hvælvingerne. Med den fine akustik i Ørsted Kirke kom Lillian Boutté virkelig til sin ret. Vi vil aldrig glemme det. Dejligt, at vi i vores lille by kan tilbyde sådan en oplevelse.

Meget velspillende ensemble
Og så gik det hele op i en højere enhed med det meget, meget velspillende Bürichs-l’Etienne New Orleans Ensemble. Det kunne høres, at de har spillet sammen med Lillian Boutté i 17 år. Intet blev overladt til tilfældighederne. De akkompagnerede solisten på fremragende vis og levered flotte soli på de enkelte instrumenter. Ikke mindst en af Danmarks allerbedste jazz-pianister, Hans Esbjerg, leverede et klaverspil, der var helt unikt. Men også Thomas l-Etienne på clarinet og basun og Finn Burich på basun i front spillede indfølende og flot. På bas Torben Bøtker Bjørnskov og på trommer Espen Laub von Lillienskjold. De fuldendte det tætte samspil på aller bedste vis.

Og så var der New Orleans-middagen på kroen
Det var ikke kun koncerten, der har fået stor ros. Også den efterfølgende New Orleans-middag på kroen levede op til de spændte forventninger. Fuldt hus med 170 spisende gæster fyldte både sal, restaurant og krostue. Køkkenchef Kirsten Christensen og kok Peter Tvilum havde i flere dage forberedt de spændende og godt krydrede retter, som man får i New Orleans. Jambalaya med rejer og Gumbo med kylling og chorizo-pølser, Cajun ris med kidney bønner og rød peber, majs kolber, hjemmebagt majsbrød, gulerodskage (stammer faktisk fra New Orleans), kaffe og the. Og ikke mindst husets “nye vin” med egne etiketter med billede af Ørsted Kro. Hele dette store arrangement – der har ikke tidligere været 170 spisende gæster på kroen på en gang – kunne kun gennemføres takket være 20 frivillige hjælpere.
Treenigheden kirke, kro og jazzklub fortsætter samarbejdet
Det var treenigheden kirke, kro og jazzklub, der stod bag arrangementet. Ørsted Kirke, Ørsted Kro og Djurslands Jazzklub har givet hinanden håndslag på, at vi vil fortsætte dette samarbejde og i fremtiden byde på nye oplevelser i Ørsted. Djurslands Jazzklub hyrede da også på stedet Lillian Boutté og orkestret til at komme igen om to år. Hvordan dette arrangement så skal tilrettelægges, bliver afgjort på et senere tidspunkt.

To fotografer på opgaven
Hele to fotografer dækkede begivenhederne, nemlig Preben Heide og formanden for Ørsted Kro’s bestyrelse, Dag Kristiansen. Vi bringer udvalgte fotos af de mange, som de tog både i kirken og på kroen. For dem, der ikke har været i kroens sal, siden vi har fået den isoleret og opsat nyt loft, kan et af billederne med halvdelen af de dækkede borde give et indtryk af det nye look. Også dette store arbejde med salen er lavet af 25-30 frivillige på rekordtid.

Billeder

Alle billeder kan klikkes store – og der kan skiftes billede med piletasterne.

Relaterede artikler

SENESTE ARTIKLER