Tæt kontakt mellem kunstnere og publikum på Ørsted Kro

Det blev på alle måder en usædvanlig kunstudstilling på Ørsted Kro søndag den 12. november. Sjældent har man oplevet en så tæt kontakt mellem kunstnere og publikum. Irene Grundel fra Gjerrild og Bente Lyhne fra Ginnerup, udstillede over 70 spændende og usædvanlige værker. 75 besøgte udstillingen, hvor de største 20 billeder, opstillet på staffelier, dannede en slags alle op midt gennem kroens sal.

Ikke mindst kom den tætte kontakt til udtryk, da to af gæsterne gik hjem og hentede materialer som bl.a. vulkansk lava fra Island, som Bente Lyhne vil bruge i sit kommende arbejde. Det var Kristian Frederiksen og hans islandsk fødte kone, Hrafnhildur Jonsdottir fra Ørsted. Bente Lyhne fik en halv snes glas med naturmaterialer fra Island, hvor hun netop har været. Ægteparret fra Ørsted fik til gengæld i bytte et af hendes billeder.

Irene Grundel fik en bog om tang, som en anden besøgende tog hjem og hentede. Irene Grundel bruger nemlig tang som inspiration til mange af sine billeder. Og så var der i øvrigt de gæster – bl.a. fra Randers – der kombinerede besøget på kunstudstilling med en tur i Ørsted Biograf. Jo, kultur i Ørsted på de to forskellige slags lærrederne trak folk til.

Det var også et af temaerne i åbningstalen fra formanden for Kultur – og Udviklingsudvalget i Norddjurs Kommune, Else Søjmark.

– Kultur er ikke bare flødeskummet, som nogle siger. Kultur er med til at skabe udvikling og en helt afgørende ting i vores hverdag. Det har ikke mindst ildsjælene bag Ørsted Kro klart bevist med denne tredje kunstudstilling og mange andre kulturarrangementer, siden borgerne overtog kroen for fire år siden.

De to udstillende kunstnere var meget tilfredse med udstillingen på kroen:
-Alle de besøgende var meget kunstinteresserede mennesker, som vi fik mange gode samtaler med. Det er jo dejligt for os at komme i så tæt kontakt med de besøgende og høre, hvad de mener, siger Irene Grundel og Bente Lyhne enstemmigt.

75 gæster besøgte den usædvanlige udstilling på Ørsted Kro
Der var stor interesse for, hvor kunstnernes inspiration kommer fra. I dette tilfælde tang, som Irene Grundel bruger i mange af sine motiver
Formanden for Kultur – og Udviklingsudvalget i Norddjurs Kommune, Else Søjmark, åbnede udstilling med stor ros til både to kunstnere og Ørsted Kro’s Venner for denne trejde kunstudstilling på kroen.
Bente Lyhne(tv) og Irene grundel skridter udstillingen af.

 


 

 

Forespørgsler og bestilling
af arrangementer og fester:
Forpagter Janne Simonsen, tlf.: 8750 8950
info@oerstedkro.dk

www.oerstedkro.dk