Kroens historie

Ørsted Kros historie skriver sig tilbage til 1662. Den nuværende kro – den gule bygning på Rougsøvej midt i byen – som du kan besøge i dag, er fra 1876. Men starten på den aller nyeste historie er fra 2013, da et stort antal borgere den 2. september besluttede at overtage kroen på folkeaktier på mindst 1000 kr.

Fra den stiftende generalforsamling
Fra den stiftende generalforsamling

475 aktionærer ejer kroen
Umiddelbart efter begyndte en storstilet istandsættelse af kroen ved hjælp af frivillig arbejdskraft. Resultatet ser du i dag: En hyggelig, veldrevet og dejlig kro og med et veludstyret køkken, hvor krobestyrer Kirsten Kristensen laver sund mad af meget høj kvalitet. I dag er vi 475 aktionærer, eller næsten alle husstande i Ørsted og omegn, der ejer og driver kroen.

Ørsted skal overleve
Ikke kun, fordi vi vil have en kro, men også for at tage et vigtig skridt for Ørsteds overlevelse her i et vandkantsområde. Og dette initiativ har skabt et stort sammenhold i vores by, der i dag har omkring 1500 indbyggere.

Meget mere skal ske på kroen
Og indsatsens fortsætter. Vi har store planer med kroen. Vi har allerede fået sat den store sal i stand med ny scene, scenetæppe, lyd og lysanlæg. Nu skal loftet isoleres. Vi skal have nye møbler, lavet en bedre gårdhave, en café i forbindelse med krostuen og meget mere. Men først, når vi har pengene til det.

Siden borgerne overtog den kontant, har kroen givet overskud. De penge bruger vi til at lave kroen endnu bedre.

Tilbage til 1662

Denne bygning på hjørnet af Storegade og Bendsvej er den gamle kro, inden den “nye” og nuværende blev bygget på Rougsøvej.
Denne bygning på hjørnet af Storegade og Bendsvej er den gamle kro, inden den “nye” og nuværende blev bygget på Rougsøvej.

Det var Christian Skeel, der ved sit giftermål i 1662 med “Holbækgaard” fik Ørsted Kro med i købet.

I 1668 udstedtes en kongelig bevilling på krohold i Ørsted. Den gang i Storegade, hvor den tidligere krobygning (rød bindingsværks bygning med stråtag) stadig ligger på hjørnet af Storegade og Bendsvej.

I 1777 brændte det meste af Ørsted ned – også kroen. Kroen blev genopbygget, viser et kort fra 1790. Og så er der en lang historie derefter.

 

 

 

Billedet her af den nuværende kro er fra ca. år 1900.
Billedet her af den nuværende kro er fra ca. år 1900.

I 1876 blev den nuværende kro bygget. Den har været drevet mere eller mindre godt lige siden.  I dag er det en særdeles veldrevet kro – også med udlejning af fine værelser. Det er den kro, du kan besøge og få et godt måltid mad og hygge dig sammen med turister, lokale indbyggere og nogle af ejerne, borgerne i Ørsted, der er aktionærer og hjælper til på kroen. Bl.a. med serveringen for dig.

Forespørgsler og bestilling
af arrangementer og fester:
Forpagter Janne Simonsen, tlf.: 8750 8950
info@oerstedkro.dk

www.oerstedkro.dk