Så var vi pludselig 45 år tilbage med Susanne Lana på Ørsted Kro – Tilmeld dig nu til næste Kulturtorsdag 11. januar – se mere her

Ja, men så var vi pludselig 45 år tilbage i tiden på en helt almindelig torsdag formiddag på Ørsted Kro. Det var vi med “Dansk Top” – dronningen den gang, Susanne Lana. Endnu en vaskeægte succesfuld Kulturtorsdag med 90 glade mennesker i kroens store sal. Selv om det ikke er hverdagskost for en 72-årig sangerinde at skulle oplade sin stemme kl.10 om formiddagen, så fik den rødhårede og livlige sangerinde hurtigt sit publikum med sig.

To ekstra numre fra Susanne Lana
Og de var der alle sammen, hendes sange, der prægede dansktoppen og Giro 413 den gang i starten af 1970’erne. Det kaldte minderne frem hos det store publikum på “vores kro”. Og der var næsten ikke et øje tørt, da hun sluttede – troede hun da – med nok den mest populære, “Hvis tårer var guld”. Der måtte nemlig to ekstranumre til, bl.a. “White Christmas”, mens sneen dalede ned uden for.  

Hvem synger min sang?
Et par anekdoter blev det da også til. F.eks., efter hun havde indsunget netop “Hvis tårer var guld”, sad hun i Norge og hørte Giro 413. Da var der en, der netop sang den i Giro 413 fra Danmark, som hun sad og lyttede til. Hun kunne ikke genkende sin egen stemme og var faktisk lidt fornærmet over, at der var en, der sang netop den – hendes sang. Indtil Jørn Hjorting af-annoncerede nummeret med: Det var Susanne Lana. Det kunne hun slet ikke høre – optaget på datidens spolebånd.

Kom og få en kop kaffe i Allingåbro
For dem, der ikke ved det, bor Susanne Lana i dag i Allingåbro. Det er hun meget glad for. At komme på landet efter mange år i byerne. Så glad, at hun inviterede deltagerne fra Kulturtorsdag til en kop kaffe i det røde hus lige over for Fjernvarmeværket, hvor hun har boet boet de sidste to år.

– Bare I ikke kommer alle sammen på en gang.

Kroens dejlige julemad
Og så nød hun krovært Janne Simonsens dejlige og vellavede hamburgryg med brunede kartofler og grønlangkål. Derefter kaffe og hjemmebagte småkager. Og så sang alle “Julen har bragt velsignet bud”. Kulturtorsdagen startede med fællessangen “Juletræet med sin pynt”

Skal du have en dele-bil?
Næste Kulturtorsdag er den 11. januar kl. 10. Det bliver noget helt andet: Delebil og Fremtidsfuldmagt. Hvad er det så? Delebil er, at nogle deles om en bil – måske.en kvart eller en halv bil – i stedet for at have hver sin stående ubenyttet det meste af tiden i carporten. Hvordan deler man så lige en bil? Det vil direktør Arne V. Andersen fra Byens Bil fortælle om.

Få dig en fremtidsfuldmagt – hvad er det?
Formanden for Ældre Sagen i Rougsø-Sønderhald, advokat Chr. Staugaard Nielsen, vil fortælle om en fremtidsfuldmagt. Hvem skal f.eks. tage sig af din økonomi/penge, hvis du ikke selv er i stand til det? Hvem skal tage sig af din medicin og medicinering og meget andet. Det er ikke for tidligt at få det nedskrevet – uanset, om du er ung, yngre eller gammel. Så der er gode råd at hente på Kulturtorsdagen den 11. januar på Ørsted Kro.

Tilmelding en uge før
Tilmelding på kultur@oerstedkro.dk – senest en uge før. Her kan du også tilmelde dig til gratis bustransport. Betaling på 100 kr., når  du kommer til kroen. Og der er inklusiv middag og kaffe.

 


 

 

Forespørgsler og bestilling
af arrangementer og fester:
Forpagter Janne Simonsen, tlf.: 8750 8950
info@oerstedkro.dk

www.oerstedkro.dk