God markedsføring af Ørsted

Det mener Ørsted Kro om tv-serien: Ørsted i TV2 ”Landsbyen, der ikke ville dø”:

Det har været en god markedsføring af Ørsted.

Ørsted og ”Vores Kro” er kommet på Danmarks-kortet, som nok ingen anden landsby har oplevet i mange år! Det er meget positivt for vores samfund. Så må vi tage de lidt mere negative ting om Ørsted med i købet.

STV ville lave en dokumentarisk skildring af kroen
I august måned 2013 modtog Ørsted Kro en henvendelse fra tv produktionsselskabet STV.

STV skrev i sin mail: ” … vi ønsker at lave en eller flere tv udsendelser om kroen, dens personkreds og den historie, I nu skal igennem med ansættelse af forpagter, nyorientering af kroens forretningsmodel o.s.v.”. STV oplyste desuden: ”Der er tale om en dokumentarisk skildring af en gruppe engagerede mennesker og deres projekt”.

Planen var, at udsendelsen skulle hedde ”Kroen”.

Op mod ½ million så med
Første udsendelse i serien blev sendt mandag den 27. oktober 2014 med et seertal på op mod ½ million. De efterfølgende fire mandage har familien Danmark fulgt serien ”Landsbyen, der ikke ville dø”. I alt 5 afsnit blev det til.

Titlen blev pludselig ændret
Da udsendelsen rullede over skærmen kunne vi konstatere at titlen på ”serien” var ændret fra ”Kroen” til ”Landsbyen, der ikke ville dø”. Udsendelsen handlede i langt større grad om alt andet end kroen, og det vi havde forventet efter aftalen med STV. Vi har desværre set en skildring af en by, hvor forfald præger billedet.

Bristede forventninger
Bestyrelserne havde forventet noget andet af udsendelserne. Vi savner en beskrivelse af fællesskabet omkring kroen! Vi savner, at den demokratiske proces for at nå til enighed ,bliver vist. Vi savner de mange frivilliges arbejde. Vi ville gerne have set endnu flere af de mange aktiviteter o.s.v. Derudover havde vi forventet en skildring af det øvrige frivillige foreningsliv i byen og området. Hvad var årsagen til, at byen i fællesskab kunne skabe Ørsted Kro på folkeaktier? Hvilken værdi giver et aktivt foreningssamarbejde for en by? Vi ville også gerne have set et mere nuanceret billede af byens mange boliger og forretninger.

Ingen indflydelse
Det er dog nødvendigt at præcisere, at bestyrelserne ikke har haft nogen som helst indflydelse på, hvordan filmoptagelserne er blevet klippet. Vi kan forholde os til de elementer der drejer sig om kroen, men ikke om alt det udenom.

Vi står sammen
Vi ønskede at vise og inspirere andre ved at fortælle vores historie om, at frivillige kan løfte en rigtig stor opgave. Bare man står sammen, og alle bidrager med de kompetencer, man hver især har.

Vi ville vise, at det var muligt at skabe et fælles kultur- og samlingssted til glæde for alle borgere.

Et lokalsamfund med høj aktivitet er medvirkende til , at en by som Ørsted er et godt sted at bo og leve i. Vi er et rummeligt samfund med plads til alle – f.eks. de psykisk handicappede fra vores bofællesskab, der også hjælper til på kroen – en vigtig hjælp, der samtidig giver indhold i tilværelsen. Måske kan dette åbne samfund tiltrække nye borgere? Vi tager både børn og voksnes behov for et aktivt liv alvorligt.

Mere end 100 frivillige på kroen
Mere end 100 frivilliges indsats har gjort kroprojektet muligt. Det har været en uvurderlig støtte igennem hele etableringsfasen, at så mange har bakket op – det gælder både private og erhvervsdrivende.

Det aktivitetsniveau, der er skabt på kroen, er aldrig set tidligere. Det gælder såvel aktiviteter skabt af Ørsted Kros Venner som kommercielle og private arrangementer.

En spændende fremtid venter:
Tv serien ”Landsbyen, der ikke ville dø” er nu historie, og foran venter os en spændende fremtid:

  • Vi har et foreningssamarbejde, der aldrig er set stærkere, og som højaktuelt står for julemarked 1. søndag i advent på kroen
  • rsted Kro’s Venner har 18 arrangementer på programmet for Ørsted Kro indtil den 1. april 2015
  • Restauranten er åben den 1. fredag i hver måned i 2015.
  • Restauranten holder åbent i juli og august måned 2015 lige som i år
  • Succesen med ”Den Store Gadefest” gentages i 2015. Datoen er den 5. – 6. juni
  • Fondsmidler gør det muligt at gennemføre uvurderlige tiltag på ”Vores Kro” og flere steder i byen i øvrigt.
  • Der er skabt et godt samarbejde med Kirsten som bestyrer af ”Vores Kro”:
  • Fordi kroen fra et utal af personer landet over har modtaget mails, der beundrer vores projekt
  • Fordi kroens og Ørsteds hjemmeside har været besøgt af mere end 4000 nye personer de seneste 5 uger
  • Vores Facebook-gruppe har nu rundet 550 medlemmer, og haft en tilvækst på ca. 100 de seneste 5 uger.
  • Vi har fået henvendelser fra flere andre byer af Ørsteds størrelse, der har ønsket et besøg af nogle af ildsjælene fra Ørsted, for at vi kan fortæller om, hvordan vi har gjort
  • Vi har fået 10 nye aktionærer i løbet af de seneste 5 uger
  • Byens lokale ejendomsmægler har fået henvendelser fra mennesker, der er interesserede i at flytte til Ørsted

Som Simon Spies sagde:
Om fremstillingen af Ørsted i ”Landsbyen, der ikke ville dø” kan vi slutteligt kun sige, som salig Simon Spies mange gange er blevet citeret for: ”Dårlig omtale er bedre end ingen omtale”. Vi ser omtalen af Ørsted og Ørsted Kro som noget positivt, og det er nu op til os at omsætte den megen omtale til mange gode aktiviteter fremover.

Kære Ørsted, aktionærer i Ørsted Kro samt medlemmer af Ørsted Kro’s Venner:
Vi er kun lige slået i gang og fortsætter med uformindsket styrke.
Det er ikke så ringe endda!

De bedste krohilsener

Bestyrelsen for Ørsted Kro A/S
Bestyrelsen for Ørsted Kros Venner

Forespørgsler og bestilling
af arrangementer og fester:
Forpagter Janne Simonsen, tlf.: 8750 8950
info@oerstedkro.dk

www.oerstedkro.dk